Qaqortoq-elever gør klar til modeshow
I forbindelse med kulturnatten i Qaqortoq den 26. januar arrangerer elever og lærere på Niuernermik Ilinniarfik og Narsaq Museum et historisk modeshow
Hvis alt flasker sig, kan borgere i Qaqortoq se frem til et flot og anderledes modeshow i forbindelse med kulturnatten i Qaqortoq lørdag den 26. januar.
Elever og lærere fra HH2a+b fra Niuernermik Ilinniarfik er således ved at arrangere et show i samarbejde med Narsaq Museum.
Ifølge faglærer Rie Oldenburg og elev Ida Julie Andersen fra skolen er der tale om et historisk modeshow.
- Der bliver vist tøj fra 1950-70, men klasserne vil meget gerne låne mere dametøj: Nylonkjoler, psykedeliske stoffer, lilla bleer – alt fra dengang – i voksenstørrelse. Har man noget, hører vi fra NI meget gerne fra folk, lyder opfordringen.
Modeshowet er forpremiere på et senere arrangement, hvor skolen i samarbejde med byens tøjbutikker viser forårsmoden 2013. Overskuddet fra arrangementerne går til HH2’s studietur.
Modeshowet hænger sammen med undervisningen på Niuernermik Ilinniarfik.
- I undervisningen bruger vi blandt andet tøj, frisurer, sminke, tasker og musik. Det kan også være historisk og er samtidig emner, som interesserer eleverne. For selv at gøre undervisningen levende prøver vi så vidt muligt at inddrage historiske ting – af og til også personer, der kan huske den periode, det handler om, fortæller Rie Oldenburg.