Qaqiffik fylder 15 år

Qaqiffik i Nuuk har siden sin åbning haft op mod 1800 alkoholikere i behandling.

Stifteren af Qaqiffik, behandlingsleder Gizur Helgason, var glad for opmærksomheden fra Selvstyret og kommunen. Foto: Sermitsiaq

Behandlingshjemmet Qaqiffik i Nuuk holdt i dag tirsdag den 10. august 15. års jubilæum.

Siden sin åbning har Qaqiffik haft op mod 1800 mennesker i behandling for alkoholmisbrug.

Qaqiffik benytter to former for behandling. For det første behandler de alkoholikeren, og dernæst familierne som er med i behandlingsprocessen.

- Halvdelen af de behandlede patienter får aldrig tilbagefald, og derfor kan Qaqiffik, der benytter den islandske behandlingsmetode, Minnesota modellen, sammenlignes med de bedste behandlingssteder i verden, siger Gizur Helgason, som er behandlingschef i Qaqiffik.

Godt og vel 40 gæster besøgte behandlingshjemmet, hvor behandlingschef og stifter af Qaqiffik Gizur Helgason, sammen med tidligere patienter, tidligere behandlere og samarbejdspartnere var til stede for at fejre dagen med kaffe, the og kager.

Mange af gæsterne var politikere fra selvstyret, kommunen og flere forskellige institutioner fra hovedstaden, fortæller behandlingsleder Inge Rahbek Holm.

- Vi er mest glade for at have set gamle patienter og behandlere, da det er dem det handler om, siger Inge Rahbek Holm til Sermitsiaq.

Powered by Labrador CMS