Protester stopper hytter til udsatte børn
Et børnehjem og et bosted har fået afvist ansøgninger om opførelse af hytter efter indsigelser fra kommende naboer og en bygdebestyrelse.
Det er tilsyneladende ikke let at få lov til at bygge udflugtssteder til udsatte børn og unge.
Et børnehjem i Nuuk har således ansøgt om at bygge to huse i bygden Kapisillit, men det er ikke faldet i god jord hos de lokale og hytteejere i området, som har protesteret mod planerne.
Protesterne har resulteret i, at Kommuneqarfik Sermersooqs Udvalg for Anlæg og Miljø har afvist ansøgningen fra børnehjemmet. Udvalget har ligeledes afvist en ansøgning fra et andet bosted, der ville bygge en hytte i Qooqqut.
Ifølge udvalgsformanden har indsigelserne vægtet højt i afgørelserne. I samme ombæring har udvalget godkendt ansøgninger fra tre Nuuk-borgere, der ønsker at bygge huse i bygden.
Stor modstand
Modstanden er kommet fra borgere og den lokale bygdebestyrelse, en hytteforening samt fra vandrehjemmet i bygden.
Alle er de bekymrede for udsigten til, at anbragte børn skal tilbringe tid i bygden.
Eksempelvis skriver hytteejerforeningen Illuaraatileqatigiit Kapisillit, at foreningen ikke ønsker, at der gives tilladelse til byggerier, som skal bruges i institutionsøjemed.
Foreningen mener, at der i forvejen er problemer med børn og unge, som benytter de nuværende institutioner i Kapisillit. Foreningen skriver blandt andet, at der har været hændelser hvor unge fra institutioner har begået hærværk og indbrud mod hytter.
Uden opsyn og til gene for beboerne
- Der er flere tilfælde, hvor de unge mennesker færdes uden opsyn i og omkring bygden, til gene for beboerne, der ikke følger sig trygge ved situationen, skriver foreningen videre.
Fra bygdebestyrelsen lyder det, at bestyrelsen ikke vil imødekomme ansøgningen, da det drejer sig om børn, som er omsorgssvigtede, og bygdebestyrelsen mener ikke, at beboerne i Kapisillit vil få noget positivt ud af projektet økonomisk.
Det er Udvalg for Anlæg og Miljø, der endeligt har truffet beslutning om at afvise børnehjemmets ansøgning. Udvalgsformand Justus Hansen (D) siger til Sermitsiaq.AG, at indsigelserne har vægtet højt, især fordi udvalget har en politik om at lytte nøje til bygdebestyrelserne i kommunen.
Udvalgsformand vil fremover ud og se stederne fysisk
Men har I ikke et ansvar overfor udsatte børn og unge, så de også kan komme ud i naturen?
- Vi har et stort ansvar. Men vi ser også på en lille bygd, hvor der allerede er institutioner. Jeg har desuden som formand sagt til forvaltningen, at vi fremover skal ud og se fysisk de steder, hvor vi har bosteder, for at tage beslutninger i fremtiden, siger Justus Hansen.
Udover afslag til børnehjemmet gav udvalget også afslag til et botilbud, der ønskede at bygge en hytte i Qooqqut.
Også her var der mange kritiske høringssvar. Forvaltningen skriver følgende i indstillingen til udvalget:
- De der har indsendt høringssvar, ønsker på baggrund af tidligere oplevelse med bosted, som havde hytte i området, at der meddeles afslag til det ansøgte. De udtrykker generel bekymring over risiko for hærværk, larm og uro, hvis der gives mulighed for at bostedet får tilladelse til at opføre hytte.
Her fortæller udvalgsformanden, at man havde tilbudt botilbuddet en alternativ placering, som botilbuddet ikke ønskede at tage i mod.