Beboelse

Protester over boligprojekt for hjemløse

Beboere i Qernertunnguit-bydelen i Nuuk har protesteret over, at kommunen vil opføre containere, som skal beboes af hjemløse. Trods modstanden indstiller Forvaltningen for Anlæg og Miljø, at politikerne godkender projektet.

Offentliggjort

Beboerne frygter, det vil medføre en øget utryghed og larm fra de nye naboer, som er hjemløse, der skal integreres i samfundet. Det fremgår af svarene fra nabohøringen, hvor der kom seks svar. Det bemærkes også, at de helt særlige boliger bliver placeret tæt på daginstitutionen Soralu.

Tilsyn bliver et krav

Kommunens forvaltning fastslår i sin indstilling, at man har lyttet til klagerne fra beboerne og derfor også kræver, at der føres tilsyn med beboelsen, hvilket er en betingelse for at få en arealtildeling.

Desuden har forvaltningen indført en kort frist til at tilbagekalde arealtildelingen, hvis placeringen viser sig at være uhensigtsmæssig, fremgår det af indstillingen som Anlæg og Miljø udvalgets politikere skal drøfte på sit kommende møde den 22. januar.

Arbejdskrav

Det er Iserit, som får opgaven med at føre et dagligt tilsyn. Et af kravene for at få tildelt en af containerboligerne er, at man har et arbejde.

Powered by Labrador CMS