Protestarbejdet fortsætter ufortrødent

Protestgruppen Nok er nok, har en masse i støbeskeen. De er langt fra gået i hi, siger Avaaraq Olsen.

Avaaraq Olsen (til venstre) er en af stifterne bag protestgruppen, Nok er nok og er uforvarende blevet ansigtet på befolkningens politiske utilfredshed.
Offentliggjort

- Vi havde ikke set, hvor stor »Nok er nok« egentlig ville blive. Sådan siger Avaaraq Olsen, der er en af stifterne bag protestgruppen »Nok er nok«.

Gruppen opstod af ren og skær afmagt for den politiske situation og egentlig var det ikke andet end en Facebookside for en demonstration, der skulle ske én gang.

Det skriver avisen AG.

Demonstrationen viste sig dog at være en overvældende succes og pludselig var Avaaraq Olsen ansigtet på Grønlands befolknings utilfredshed over politikerne.

Dråben var som vi alle ved, den pludselige forhøjelse af afgifterne på blandt andet sukker, alkohol og plastik. Og protestgruppen har virkelig bragt befolkningen sammen. Fire fagforeninger har været ude og tilkendegive deres opbakning til bevægelsen og folk på tværs af sociale lag og partifarve, står sammen, siger Avaaraq Olsen.

Flere planer

- Vi vil gerne have lavet en styregruppe i denne uge (uge 50, red.), og så vil vi gerne lave temaer for, hvad vi gerne vil debattere, så det ikke kun er os fem, der bestemmer, hvad vi skal snakke om.

- Når der er en styregruppe på plads, så er det også meningen, at vi skal lave forslag til tiltag og hvad folk selv kan gøre i de enkelte byer. Vi kan mærke, at der er rigtig mange, der gerne vil gøre noget, men de ved ikke rigtig, hvor de skal starte, siger Avaaraq Olsen til avisen AG.

Læs mere om protestgruppens planer i den seneste udgave af avisen AG:

Powered by Labrador CMS