uddannelse

Projekt for unge udvider til Maniitsoq

Projektet Sapiik har til formål at få unge i uddannelse. Nu har Foreningen Grønlandske Børn og Qeqqata Kommunia aftalt, at det også starter i Maniitsoq

Nivé Heilmann bliver projektleder for den samlede Sapiik-indsats
Offentliggjort

Projektet Sapiik viser unge fremtidens muligheder - og inspirerer dem til at udnytte dem. Målet er, at Grønland får flere unge i enten job eller uddannelse. Nu åbner projektet i Maniitsoq efter, at Qeqqata Kommunia og Foreningen Grønlandske Børn har indgået en ny samarbejdsaftale.

- Vi henvendte os til Foreningen Grønlandske Børn, da vi kunne se, at vi har behov for at gøre en særlig indsats for nuværende 9. klasser i Atuarfik Kilaaseeraq. Skolen har konstateret, at eleverne har særligt behov for ekstra støtte, og dette vurderer vi, at Sapiik kan være med til at løfte, siger uddannelseschef Anna Heilmann fra Qeqqata Kommunia.

Anna Heilmann suppleres af sekretariatsleder Nike Berthelsen fra Foreningen Grønlandske Børn.

- Sapiik tilbyder virksomhedsbesøg, inspiration fra voksne, som nu har et godt arbejdsliv, samt sparring for hver ung. Det foregår i et rum, som ikke er skolens, men som skabes af de unge selv i samspil med vores lokale Sapiik-medarbejdere, siger Nike Berthelsen.

Nornalt kører Sapiik i 10. klasse, men i Maniitsoq er det udvidet til allerede at starte midt i 9. klasse.

Sapiik kører i forvejen i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq, hvor der i alle tre byer er projekt-medarbejdere ansat. Nu skal der også uddannes folk i Maniitsoq.

Foreningen Grønlandske Børn har ansat en ny projektleder i Nuuk, om skal drive alle Sapiik-indsatserne. Valget er faldet på Nivé Heilmann, som starter 1. januar.

Nivé Heilmann er uddannet skolelærer og har derudover en stor erfaring fra grønlandske ngo’er, der gør en indsats for børn og familier, senest Blå Kors. Hun får base i Oles Varehus i Nuuk, hvorfra Foreningen Grønlandske Børn driver sine øvrige projekter i Grønland.

Projektet Sapiik har Foreningen Grønlandske Børn drevet siden 2008, hvorfor mere end 800 unge har haft glæde af indsatsen.

Powered by Labrador CMS