BETALINGSKORTSNEDBRUD 

Problemer med kortbetalinger ser ud til at være løst

Grønland, Danmark og resten af norden har været ramt af nedbrud med betalingskort. Årsagen til nedbruddet i Nets er stadig ikke fundet, oplyser pressechef Søren Winge til Ritzau.

Der har i løbet af lørdag eftermiddag og aften været store problemer med at gennemføre kortbetalinger.
Offentliggjort

I Grønland, Danmark og resten af Norden har der i løbet af Lørdag sen eftermiddag og aften været problemer med betalingskort, da Nets har været ramt af et nedbrud.

Men kort efter klokken 22.00 dansk tid ser det umiddelbart ud til, at betalingerne går igennem igen.

Det oplyser Nets' pressechef, Søren Winge, til Ritzau.

Der kan være overgangsudfordringer

- Operationen er normaliseret igen i forhold til at tage imod betalinger. Selvfølgelig med forbehold for, at der kan være nogle overgangsudfordringer, siger han.

Årsagen til nedbruddet er stadig ikke fundet.

- Vi vil selvfølgelig holde øje de kommende timer og prøve at blive klogere på forløbet, og hvad der kan være årsagen til det, siger Søren Winge.

Han vurderer, at nedbruddet begyndte klokken 19.30 (16:30 grønlandsk tid, red.). Dermed har det varet i knap tre timer.

I Norden var i hvert fald Norge, Sverige og Island også ramt af nedbruddet, har Søren Winge tidligere sagt til TV 2.

Ligeledes blev Grønland ramt af nedbruddet. Kunder i butikker beretter på de sociale medier at der er blevet skabt store udfordringer.

Flere medier har dog skrevet, at flere danskere også havde problemer med at betale med kort andre steder i udlandet.

Powered by Labrador CMS