el og vand

Priserne for el og vand bliver ens for alle

Naalakkersuisoq for Energi, Hans Enoksen (PN), har netop fremlagt Naalakkersuisuts nye prisreform for energi og vand. Mindre byer og bygder kommer til at mærke besparelserne

Hans Enoksen
Naalakkersuisoq for energi, Hans Enoksen (PN), fremlægger den nye store prisreform for el og vand til et pressemøde.
Offentliggjort

Koalitionsaftalens hovedfokus om at arbejde for større lighed i befolkningens levevilkår er den røde tråd i Naalakkersuisuts seneste reform på energiområdet, som blev fremlagt til et pressemøde her til formiddag.

Enspriser genindføres
Naalakkersuisut vil genindføre enspriser for el og vand, således skal man betale 1,60 kroner pr. kWh for el og 19 kroner pr. m3 for vand. De fleste betaler i dag 3,25 kroner pr. kWh til el og 33,40 kroner pr. m3 til vand.

De største besparelser vil kunne mærkes af befolkningen i de mindre byer og bygder, for eksempel vil en familie i Tasiilaq med to voksne og to børn vil kunne spare knap 8.000 kroner om året.

Ikke på bekostning af andre med lave priser
De nye priser indføres ikke på bekostning af befolkningen i de som i dag har lave priser, således er der besparelse på 3 øre for borgerne i Nuuk, der i dag betaler 1,63 kroner pr. kWh.

Fiskeindustrien vil fortsat betale 41,5 procent af de lokale endhedsomkostninger, dog højst ensprisen og minimum 41,5 procent af ensprisen. Det anslås, at der vil være en besparelse på 10,5 millioner kroner for fiskeindustrien.

Private sparer 56 millioner kroner
Naalakkersuisut anslår, at den samlede besparelse for hele samfundet til knap 150 millioner kroner, 56,2 millioner kroner besparelse for private forbrugere.

Reformen er en del af ændringsforslaget Naalakkersuisut fremlægger til 2. behandlingen af finanslovsforslaget for 2018. Og den skal finansieres i finansloven ved en tilpasning af indtægter og udgifter vedrørende Nukissiorfiit, herunder:

  • Besparelser som Selvstyret, kommunerne, offentligt ejede selskaber opnår ved prisnedsættelsen på el og vand modsvares af en tilsvarende reduktion af de offentlige enheders bevillingsniveau.
  • Bevillingsreduktioner m.m. i de offentlige enheder anvendes som driftstilskud til Nukissiorfiit.

- Det er klart for os alle, at mange af vore medborgere på de mindre bosteder har store udfordringer med at få den daglige økonomi til at hænge sammen. Med denne prisreform er det lykkes for Naalakkersuisut at lave en solidarisk løsning som alle får glæde af, siger Hans Enoksen (PN).

Powered by Labrador CMS