Prinsgemalen uddeler 200.000 kr. til Mælkebøtten

Prinsgemalen, der er protektor for Lions, overrækker prisen til Mælkebøtten på vegne af Lionsklubberne i Danmark, Færøerne og Grønland, der hvert år uddeler en pris til sociale, humanitære eller kulturelle formål.

Prinsgemalen, der er protektor for Lions, uddeler 200.000 kr. til Mælkebøtten. Foto: Lars Møller, Polfoto.

Prisuddeling sker normalt på Fredensborg slot, men i år benytter Prinsgemalen muligheden for at overrække prisen hos en af prismodtagerne, nemlig børne- og ungehuset Mælkebøtten i Nuuk, lørdag den 20. juni kl. 15.10 -15.50.

Overrækkelsen sker som led i Regentparrets besøg i Grønland i anledning af indførelsen af Selvstyret.

Lederen af Mælkebøtten, cand. psych. Kirsten Ørgaard modtager prisen i overværelse af Mælkebøttens bestyrelse og repræsentanter for Lions i Danmark og Grønland. Det nyudnævnte landsstyremedlem for familier, Maliina Abelsen, Inuit Ataqatigiit, vil også være til stede for at vise Grønlands Hjemmestyres påskønnelse af Mælkebøttens indsats.

Prisen gives som anerkendelse af den ildhu og det engagement, som Mælkebøttens ledelse og medarbejdere har ydet over for børn og unge i Nuuk, der har behov for et sted at være, lidt omsorg og samvær, lidt adspredelse, et måltid mad og måske en seng at sove i, når det ikke er muligt at være hjemme.

Powered by Labrador CMS