Prinsesse Marie har født en søn

Prinsesse Marie og prins Joachim er blevet forældre til en dreng. Han blev født på Rigshospitalet mandag klokken 04.57. Barnet er "sundt og velskabt".

Offentliggjort

En kongelig baby er kommet til verden på lyserød stue på Rigshospitalet i København. Tidligt mandag morgen fødte prinsesse Marie en dreng. Den lille prins er prinsesse Maries første barn, mens prins Joachim i forvejen er far til Nikolai på ni år og Felix på seks.

Kongehuset oplyser, at prinsen blev født kl. 04.57, vejer 3032 gram og måler 49 centimeter. Fødslen, der sluttede kl. 04.57, forløb godt.

Prins Joachim var med under hele forløbet og klippede selv sønnens navlestreng, ligesom han tidligere gjorde det hos sine to andre sønner.

Da prins Joachim på Rigshospitalet fortalte om fødslen, sagde han, at både mor og barn har det godt, og at den lille nye prins er sund og velskabt.

- Både mor og barn har det godt, sagde prinsen.

Fødslen tog 10-11 timer, så nu slapper både mor og barn af, tilføjede prinsen.

Joachim afslørede, at han og Marie vidste på forhånd, at det ville blive en søn.

- Fødslen forløb rigtigt fint og hurtigt, sagde overlæge Morten Hedegaard, Rigshospitalet, der bistod ved fødslen.

Overlægen sagde, at prins Joachim tog fødslen fint og at prinsesse Marie fik en epidoralblokade.

Afdelingsjordemoder Birgitte Hillerup oplyste, at fødslen forløb planmæssigt og at forløbet tidsmæssigt havde være helt normalt.

Den lille nye prins er nummer syv i den kongelige arvefølge, efter kronprins Frederik, prins Christian, prinsesse Isabella, prins

Joachim, prins Nicolai og prins Felix.

Prins Joachim, 39 år og prinsesse Marie, 33 år, blev gift den 24. maj sidste år i Møgeltønder Kirke. Ved parrets forlovelse året inden, lagde de ikke skjul på, at de håbede, at deres ægteskab ville føre til børn.

- Vi håber, at vi får det, men det er jo ikke noget, man kan tage for givet, sagde prins Joachim dengang.

Den nyfødte er dronning Margrethe og prins Henriks femte barnebarn. Foruden Nikolai og Felix er de bedsteforældre til kronprins Frederik og kronprinsesse Marys to børn, Christian på tre år og Isabella, der lige er fyldt to.

Powered by Labrador CMS