Populær festival afslører placering
Efter 11 års pause vil der igen blive holdt en sneskulpturfestival i Nuuk. Arrangørerne efterlyser frivillige.
Arrangementet vil løbe af stablen i dagene 21 til 24. marts, hvor 30 hold skal dyste i to kategorier.
Arealerne på den gamle atlanthavn, hvor de store krydstogtsskibe lægger til kaj, vil de mange snekuber i størrelsen 3x3x3 meter blive placeret.
Konkurrencen er delt op i to kategorier – nonfigurativ og figurativ - og der vil være god plads på det store areal, så publikum kan følge processen med at skabe de forskellige skulpturer.
Frivillige efterlyses
Det var i sin tid arkitekten Peter Barfoed, der var primus motor for den første festival tilbage i 1994. Dengang var der 21 hold og endte op mod 55 hold, da festivalen var mest populær, oplyser arrangørerne i en pressemeddelelse.
Arrangørerne er støttet af en lang række virksomheder og institutioner og myndigheder. Har man lyst til at kaste sig ud i denne særlige kunstform skal man maile arrangørerne på snow@sermersooq.gl, og man efterlyser samtidig frivillige, som kan hjælpe til.