Politisk korrekte julelys i Nuuk
Kommuneqarfik Sermersooq bruger energivenlige pærer i julebelysningen.

I alt 1400 nye sparepærer er købt ind og klar til at lyse Nuuk op i den kommende tid. Afdeling for Natur og Bæredygtighed har nemlig valgt at investere i nye diodepærer, så julebelysningen fremover er energivenlig, oplyser Kommuneqarfik Sermersooq.
De nye pærer sparer strøm og holder længere.
De nye sparepærer er lidt dyrere i indkøbspris, men i Afdeling for Natur og Bæredygtighed regner man med, at investeringen hurtigt er tjent ind. De nye diodepærer bruger nemlig kun 1,2 watt, mens de traditionelle glødepærer bruger hele syv watt. Dermed sparer man 5,8 watt, eller 83 procent af energien, på hver enkelt pære.
De nye pærer bliver alle placeret højt oppe i byens juleguirlander. Der er allerede sat 200 nye pærer op, resten bliver udskiftet efterhånden som de gamle pærer går til. Også byens juletræer vil være oplyst af diodepærer med samme teknologi, oplyser kommunen.