Politimester: Nyt radioudstyr er vigtigt for sikkerheden
Politimester Bjørn Tegner Bay er ærgerlig over forsinkelsen af nyt radioudstyr, men han er sikker på, at projektet nok skal blive gennemført. Det er vigtigt for betjentenes sikkerhed, siger han.
Et nyt radiokommunikationsudstyr til politiet er foreløbigt forsinket mellem 12 og 18 måneder, efter at et udbud er blevet aflyst, da de indkomne bud var for dyre.
- Min allerførste reaktion er, at jeg blev ærgerlig, for vi har haft behov for nyt radioudstyr længe, siger politimester Bjørn Tegner Bay til Sermitsiaq.AG.
Han fortæller, at han fortsat vil presse hårdt på for at få et nyt kommunikationsudstyr, da et nyt system har betydning for betjentenes sikkerhed.
Låner udstyr af Forsvaret
I øjeblikket låner Grønlands Politi et velfungerende radiosystem af Forsvaret til brug i Nuuk. Politimesteren fortæller, at man har fået lov til at fortsætte med at låne udstyret:
- Udstyret er beregnet til at kunne sættes op under store operationer i udlandet, og det fungerer glimrende her i Nuuk, siger Bjørn Tegner Bay.
Det er dog med tryk på ”Nuuk”, for med det nuværende system har vagtcentralen i Nuuk ikke radioforbindelse til politipatruljer i for eksempel Qaqortoq eller Upernavik. Her skal kommunikationen foregå per mobiltelefon:
- Så du får ikke den her helt umiddelbare kommunikation med folk i marken, og de vil være i kø med alle andre, der også ringer over telefonnettet, siger politimesteren.
Nyt system gør det lettere at tilkalde hjælpe
Derfor vil et nyt radiosystem forbedre sikkerheden for landets betjente:
- Hvis man ligger nederst i bunken i for eksempel et værtshusslagsmål, er det alt andet lige lettere at trykke på en knap på radioen, fremfor at skulle trykke seks cifre på en mobiltelefon.
- Det vil altså være lettere at tilkalde hjælp, og derfor presser jeg så hårdt på, siger Bjørn Tegner Bay.
Fortrøstningsfuld om projektet
Han uddyber, at et af kravene til et nyt system er, at betjentene får mulighed for at bruge en såkaldt nødknap. Den vil aktivere en alarm, der fortæller vagtcentralen, at betjenten er i problemer, og systemet vil også fortælle, hvor betjenten befinder sig:
- Selv hvis betjenten ikke kan sige noget, vil vi få alarmen, forklarer politimesteren.
Rigspolitiet betegner tidsplanen for projektet som værende meget usikker, men at man forventer en forsinkelse på mellem 12 og 18 måneder. På trods af usikkerheden er politimesteren sikker på, at projektet bliver gennemført:
- Rigspolitiet har været meget klar i meldingen over for mig. Nemlig at selvom det er forsinket, arbejder man på sagen. Derfor siger jeg, at jeg er ærgerligt men ikke bekymret.