Politikere får penge for at bo gratis

Danske politikere får stillet luksuslejlighed til rådighed i København

Mange af de folkevalgte bor to steder og har dobbelt husførelse. Foto: Polfoto
Offentliggjort

Ikke nok med at folketingsmedlemmer fra provinsen nu får stillet en gratis luksus-lejlighed til rådighed i København. Oven i hatten får de heldige MF'ere også penge for at bo gratis.

Helt præcist 27.661 kroner om året. Svarende til 2305 kroner pr. måned - skattefrit.

Beløbet skal dække udgifter til såkaldt dobbelt husførelse - selv om folketingspolitikerne i forvejen begaves med et andet, langt større skattefrit såkaldt omkostningstillæg på 57.228 kroner årligt.

Folketingets formand Thor Pedersen (V) finder det helt rimeligt, at politikerne både for en gratis lejlighed, hvor der ikke skal betales skat af værdien, et skattefrit omkostningstillæg på godt 57.000 kroner og endelig de ekstra små 28.000 skattefri kroner om året.

- Det er til dobbelt husførelse. Jeg tror nok, der er dyrere, hvis man bor to forskellige steder.

Er det rimeligt?

- Ja. Alle, der er valgt til Folketinget, skal bo i København. Og dem, der bor i København, har en kæmpefordel i forhold til jyderne. Så spørgsmålet er, om der overhovedet skal være jyder i Folketinget.

Hvorfor skal politikerne have penge for at bo gratis?

- Det er til dobbelthusførelse. Man skal behandle medlemmer af Folketinget ordentligt. De skal kunne varetage deres arbejde fra dag et og gå med en dags varsel. Så kan man lave et system, der kun er for velhavere og kun folk, der bor i København, siger Thor Pedersen.

Det skriver EB.dk

Powered by Labrador CMS