Politiets travle weekend: ATV-spirituskørsel og indbrud
Politiet har haft en usædvanlig travl weekend over hele landet. Politiet i Tasiilaq måtte jagte en ung mand i ATV, der kørte i beruset tilstand, mens en indbrudstyv blev pågrebet hurtigt efter indbruddet i Nuuk.
Grønlands Politi har haft meget travlt denne weekend.
Flere anmeldelser om husspektakler, beruserede, gadeuorden, spirituskørsler, indbrud og hærværk er nogle af de få opgaver, som politiet over hele landet har beskæftiget sig med.
Men der er dog et par hændelser, som er mere spektakulære for politiet, der også er sket henover weekenden.
ATV-spirituskørsel
Natten til lørdag klokken 05.51 fik Grønlands Politi en anmeldelse fra en årvågen borger i Tasiilaq om en ung mand, der kører på ATV. Borgeren syntes, at mandens kørsel af ATV virker underligt og meldte derfor hændelsen.
Patruljebilen i Tasiilaq kørte til området, hvor den unge mand var blevet set kørende. Kort efter stopper de en ATV, hvor en betjent steg ud af patruljebilen for at slukke for ATV og tale med den unge mand.
- Den unge mand på 15 år så, at det var politiet og valgte at sætte farten i det sekund, betjenten rakte ind for at slukke ATV’et. Betjenten blev revet med, men kun i kort øjeblik. Og han kom heldigvis ikke til skade, fortæller vagtchef Julie Senderovitz Bendtsen til Sermitsiaq.AG.
Kort jagt
Politiet satte efter ATV’et, da den unge mand kørte igen.
- Det lykkedes patruljebilen at klemme ATV’et mellem patruljebilen og en anden bil, så manden ikke kunne køre igen. Han blev sat af, men prøvede at flygte, det lykkedes dog betjentene at anholde ham på stedet i adressen Attertumut, oplyser vagtchefen.
Den 15-årige fik taget en blodprøve, der bekræfter alkoholpromillen og er nu sigtet for fem forhold, men er løsladt igen. Vagtchefen oplyser, at den unge mand før denne hændelse ikke er kendt af politiet.
Theo fælder indbrudstyv
Politihunden Theo blev også en god hjælp, da politiet i Nuuk skulle løse en opgave om et indbrud i Arktisk Kommando.
- Klokken 05.54 natten til lørdag anmeldte Arktisk Kommando et indbrud på en af deres bygninger. Vores patruljevogn nåede til stedet i løbet af et minut. Det vidste sig, at et hvidt vindue var brækket op, men ingen personer befandt sig indenfor bygningen, oplyser Julie Senderovitz Bendtsen til Sermitsiaq.AG.
Endnu en patruljevogn nåede til stedet med politihunden Theo. En af betjentene bemærkede på det tidspunkt, at en mand løber væk fra 100 meter fra stedet og op mod byen. En patruljevogn satte efter manden og fandt ham ved adressen Nuukullak. Manden havde dog en god forklaring på, hvorfor han befandt sig på området og fik lov til at gå igen.
- Vi satte derfor Theo til at spore fra bygningen. Theo fik hurtigt færden og vi kunne konstatere, at den mand, der løb fra stedet var indbrudstyven. Han er nu sigtet for indbrud og kan forvente et retligt efterspil, fortæller Julie Senderovitz Bendtsen der samtidig kunne oplyse, at politihunden Theo også har fundet kobenet, der er blevet anvendt til indbruddet.
- Kobenet, der har noget hvidt afsmitningsmaling på, er nu sikret og skal undersøges for eventuelle DNA, så vi kan bevise vores formodning, oplyser vagtchef ved Grønlands Politi.
Indbrudstyven nåede ikke at tage noget fra bygningen, da politiet kom hurtigt på stedet.