Politiet undersøger isbjørne-episode

En båd kom i denne uge meget tæt på en isbjørn i Sydgrønland, og hændelsen er blevet meldt til politiet.

Politiet sendte et af sine fartøjer ud for at undesøge hændelsen, fortæller vagtchef Preben Kleist. Arkivfoto.
Offentliggjort

En hændelse, hvor en båd angiveligt er kommet meget tæt på en isbjørn, er blevet anmeldt til politiet.

Det bekræfter vagtchef Preben Kleist overfor Sermitsiaq.

Ifølge anmeldelsen skete hændelsen cirka otte kilometer fra Qaqortoq, og et politifartøj blev sendt ud for at undersøge episoden.

- Anmeldelsen drejer sig om brud på dyreværnsloven i forhold til, at man var for tæt på isbjørnen.

Undersøger sagen

- Vi undersøger sagen, men på nuværende tidspunkt kan jeg ikke sige yderligere om den, fortæller vagtchefen.

Han uddyber, at ifølge dyreværnsloven er det forbudt at forfølge og nærme sig en isbjørn, når det altså ikke drejer sig om fangst.

På Facebook har der floreret billeder af hændelsen, der viser, at båden sejlede så tæt på isbjørnen, at eventuelle passagerer kunne røre den. Billederne er dog siden blevet fjernet.

I 2023 blev der åbnet op for såkaldt isbjørnesightseeing. Det vil sige, at det med en tilladelse fra myndighederne er tilladt at opsøge isbjørne og vise dem frem til turister mod betaling. Men der er krav om at holde en afstand på mindst 200 meter til isbjørnene.

Powered by Labrador CMS