Politiet: Masser af blå blink og sirenehyl
Betjente fra Nuuk er i disse dage ved at tage en køreuddannelse, som medfører sirenehyl og blå blink.
Adskillige borgere har mandag været utrygge og nysgerrige om, hvorfor adskillige politibiler kører med fuld udrykning: blå blink og sirenehyl.
Forklaringen er enkel, og der er ingen grund til at være utryg eller bekymret.
- Vi har frem til og med torsdag Rigspolitiets kørelærere heroppe for at uddanne 10 betjente i at køre med udrykning, oplyser vagtchef Søren Bendtsen, Nuuk Politi, til Sermitsisaq.AG.
Køreteknisk uddannelse
- Hvis man oplever en del politibiler samlet med blå blink, vil det sandsynligvis skyldes, at det er en del af uddannelsen, hvor betjentene blandt andet uddannes i køreteknik og mental forberedelse, forklarer Søren Bendtsen.
Han vil ikke afvise, at ”ægte” udrykninger blander sig i sirenestøjen de kommende dage, da de almindelige politiopgaver ikke er lagt på is.
Fire biler involveret
Ifølge Søren Bendtsen er fire politibiler involveret i den praktiske køreuddannelse.