Tasiilaq
Politiet i Tasiilaq får krisehjælp efter dødsfald
Politiet i Tasiilaq vil få psykologisk krisehjælp efter skudepisoden natten til tirsdag, hvor politiet brugte tåregas, efter at der blev skudt mod dem
Tasiilaq havde en dramatisk nat mellem mandag og tirsdag. En mand skød rundt omkring sig med en riffel, og der blev skudt mod politiet, hvorefter betjentene måtte skyde tåregas ind i huset, hvor den skydegale mand befandt sig.
Efterfølgende opstod der brand i huset og herefter hørte politiet et skud inde i det brændende hus. Tre personer flygtede fra det røgfyldte hus. Brandfolk og politiet fandt senere liget af den mistænkte riffelmand.
- Vi kan ikke sige, om manden har skudt sig selv, eller om der er sket en forbrydelse, siger chefanklager Morten Nielsen fra Politimesterembedet i Grønland til Sermitsiaq.AG.
Læs: Mand fundet død efter skud mod politiet
Omstændighederne og oplysninger om skydepisoden bliver stadigvæk tilbageholdt af politiet, da efterforskningen stadigvæk er i gang.
- Men politifolk, som havde vagt natten til tirsdag, vil få krisehjælp. Der er en psykolog på vej hertil fra vestkysten, siger stationsleder hos politiet i Tasiilaq, Mathæus Larsen, til Sermitsiaq.AG.
- Det er normal procedure efter sådanne episoder, siger stationslederen.
- Vi kan ikke udtale os yderligere om denne sag, siger Mathæus Larsen.
Politiet i Tasilaq består af syv mænd.