Politiet har snuppet seks smuglere i september
September har været endnu en travl måned for politi og toldere. Seks smuglere med narkotika i kroppen er blevet taget af politiet på vej ind i landet. Politiet oplever i øjeblikket en markant stigning i antallet af smuglere.
Trods dødsfald, advarsler og stor risiko for at blive taget af tolderne, så forsøger narkotikasmuglere sig fortsat med at sluge pakninger med euforiserende stoffer, det skriver politiet i en pressemeddelelse.
I september er hele seks personer blevet taget med narkotika i maven. Dermed er det samlede antal for 2022 nu oppe på 39, oplyser politiet.
Det er en stigning på 179 procent i forhold til året før, hvor 14 smuglere blev taget med narkotika i maven.
Mørketallet falder måske
Ud over de mange der bliver opdaget af politiet i deres forsøg på at indsmugle stoffer, så gemmer virkeligheden også på et såkaldt mørketal, som dækker over dem, der rent faktisk lykkes med at smugle narkotika ind i landet i deres egen krop.
Det tal er dog formodentlig lavere end de forgangne år, mener vicepolitiinspektør Lars Bjerregaard, der er linjechef for efterforskningen i Grønlands Politi.
- Vi vurderer, at mørketallet i år er lavere end de tidligere år, simpelthen fordi vi lykkes med at tage flere. Det gør vi, dels fordi tolderne gør et rigtig godt stykke arbejde og har fået nogle særdeles effektive redskaber, og dels fordi vi har øget vores fokus og sat ekstra ressourcer ind på at bremse udviklingen, siger han.
Travlt i Kangerlussuaq
Og de mange sager kan mærkes hos politiet i Kangerlussuaq.
- Vi har meget af se til. Når vi anholder en smugler med narkotika i maven, bliver vedkommende tilbageholdt i detentionen, indtil han eller hun kan blive ledsaget videre af politibetjente. Smugleren vil være frihedsberøvet, indtil alt er kommet ud – og det kan tage op til flere dage, fortæller politiassistent Pia Falsig.
Vicepolitiinspektøren er ærgerlig og bekymret over udviklingen.
- Jeg synes, det er en trist udvikling, ikke mindst fordi at man risikerer både karriere, muligheder og endda sit liv. Man bidrager desuden til en negativ samfundsudvikling og undergraver den store indsats, som både pårørende og myndigheder laver for at komme misbrugsproblemer til livs, slutter vicepolitiinspektøren.