FORSØMMELSE
Politiet gik forgæves til Kommune Kujalleq
I 32 tilfælde har socialforvaltningen hos sydkommunen undladt at følge op på indberetninger fra politiet om unge i problemer
En ikke-offentliggjort tilsynsrapport for socialområdet i Kommune Kujalleq tegner et dystert billede. Et billede af et område, hvor udsatte børn og unge i for mange tilfælde bliver ladt i stikken.
– Tilsynsrapporten bekræfter desværre langt hen ad vejen, at kommunen fortsat står over for store udfordringer for at sikre at alle børnefamilier, som har behov for hjælp, får den hjælp og sagsbehandling, som de kan forvente, erkender Karla Egede Bisgaard, socialudvalgsformand i Kommune Kujalleq.
Reagerer på tilsynsrapport fra selvstyret
Hendes udtalelser er at finde i en usædvanlig pressemeddelelse. Usædvanlig fordi sydkommunen går ud og kommenterer på en tilsynsrapport, før at denne rapport er færdiggjort og offentliggjort.
Kommentarerne sker indirekte via kommunens høringssvar til tilstandsrapporten, som bunder i et besøg i april til maj fra den nyetablerede tilsynsenhed i Departementet for Familie, Ligestilling, Sociale Anliggender og Justitsvæsen.
– Kommune Kujalleq har valgt at orientere offentligheden om sit høringssvar til tilsynet for at vise sagen fra et kommunalt udgangspunkt og for at vise, at der fra kommunal side er både en vilje og en vej til at trække i arbejdstøjet og give borgerne den service, de med rimelighed kan kræve, forklarer Karla Egede Bisgaard, socialudvalgsformand i Kommune Kujalleq.
Mangelfuld hjælp til børn og unge
Og der er masser af grund til at trække i arbejdstøjet. Det giver høringssvaret desværre indblik i.
I 32 tilfælde har kommunens sagsbehandlere forsømt at følge op på indberetninger fra politiet i Narsaq om ungdomskriminalitet.
Generelt lider kommunen under mangel på socialrådgivere og andre personer i socialforvaltningen. Underbemandingen har betydet, at de børn, og unge og børnefamilier som har været i bekneb for hjælp ikke har modtaget den i et tilstrækkeligt omfang.
Eller som det lyder i høringssvaret til selvstyret udarbejdet af fungerende kommunaldirektør Kenneth Høegh:
– Kommunen er på det rene med, at det gennem en længere periode ikke har været muligt at foretage en optimal kvalitetssikring i socialforvaltningens servicering af borgerne.
Vigtige papirer ligger spredt
Departementets tilsynsenhed opdagede også, at i de fysiske sagsmapper vedrørende børnefamilier eller børn og unge i udsatte situationer var der uorden i sagerne. Kommunen mangler simpelthen et samlet overblik over, hvor de fysiske sager befinder sig.
Det vil kommunen nu forsøge at rette op på, lyder det i høringssvaret.
Problematiske anbringelser
Departementets tilsynsenhed opdagede også, at der var sager, hvor børn var anbragt uden for hjemmet uden samtykkeerklæring eller en gyldig forvaltningsafgørelse. Også det punkt forsøger kommunen nu at forbedre.
Tilsynsenheden konstaterede også, at der manglede dokumentation for, at nogle plejefamilier rent faktisk måtte passe på børn anbragt uden for hjemmet. De skal ellers, hvis reglerne bliver fulgt, kunne fremvise en plejetilladelse og en ren børneattest – det er en straffeattest, som indeholder oplysninger om visse seksualforbrydelser begået mod børn under 15 år.