varselsskud
Politiet evaluerer aktion, hvor der blev affyret varselsskud
Grønlands Politi er i gang med en intern evaluering af politi-aktionen i mandags i Nuuk, hvor der blev affyret tre varselsskud. Politiet har siden 2013 kun registreret denne ene episode, hvor det var nødvendigt at afgive varselsskud over for en borger.
Politimester Bjørn Tegner Bay oplyser til Sermitsiaq.AG, at det er normal procedure, at politiet iværksætter en intern evaluering af indsatsen ved alle ”større indsatser”.
Usædvanligt med varselsskud
- Der er ikke iværksat en undersøgelse efter reglerne om politiklagenævnssager. En sådan undersøgelse iværksættes kun, hvis der er begrundet formodning om, at politimyndighedsindehavere har overtrådt lovgivningen, eller hvis en person er kommet alvorlig til skade i politiets varetægt. Ingen af delene er tilfældet i denne indsats, forklarer politimesteren.
Det er højest usædvanligt, at betjente må ty til varselsskud. Siden 2013 er det kun sket én gang, og det var under mandagens aktion.
Læs også: Politiet skød tre varselsskud på havnen i Nuuk
Politimesteren forklarer over for Sermitsiaq.AG, hvorfor det var nødvendigt at affyre varselsskud.
Politi-anmeldelsen
Mandag morgen kl. 9.12 får politiet en anmeldelse om, at ”et familiemedlem var selvmordstruet og var i besiddelse af en riffel”.
- Vi besluttede, at vi ville forsøge at tale ham ud af lejligheden med henblik på at fremstille ham for en læge, så der kunne foretages en sundhedsfaglig vurdering og eventuel behandling af ham, forklarer politimesteren.
Personen ønskede imidlertid ikke at samarbejde med politiet, og han forlod lejligheden og kørte til havnen i Nuuk, og han medbragte sin riffel.
Havde riffel i den ene hånd
- Ved ankomsten til havneområdet, steg manden ud af køretøjet, medbringende riflen i den ene hånd. I området var der enkelte borgere. Henset til oplysningerne om mandens sindsstilstand og at han var i besiddelse af et muligt skarpladt våben, skønnede vi, at det ikke ville være tilrådeligt at lade ham fortsætte, hvorfor vi forsøgte at anråbe ham og få ham til at smide våbnet fra sig. I den forbindelse blev der afgivet tre varselsskud. Dette havde dog ingen effekt og manden fortsatte ned til et fartøj, som han sejlede ud af havnen i, oplyser Bjørn Tegner Bay.
Læs også: Politi-aktion slut: Mand meldte sig selv
Manden meldte sig selv senere på dagen, hvilket foregik uden dramatik og han blev overbragt til lægebehandling.
Så mange gange har politiet affyret skud
Politimester Bjørn Tegner Bay har opgjort, hvor ofte det har været nødvendigt for politiet at affyre skud:
- 2013: Ingen skud afgivet
- 2014: Skud mod køretøj i forbindelse med brugstyveri og hensynsløs kørsel. Skud mod person i forbindelse med trusler med knive mod politiet. Gerningsmanden blev såret.
- 2015: Skud i et tilfælde, hvor en polititjenestemand blev truet. Gerningsmanden blev såret.
- 2016: Ingen skud afgivet
- 2017: Tre varselsskud under mandagens politiaktion.