DØGNRAPPORT
Politiet efterforsker voldtægtssag i Nuuk
Politiet fortæller om anmeldelse om røveri i Qaqortoq og en mulig voldtægt i Nuuk i løbet af det seneste døgn.
Arkivfoto: Leiff Josefsen
Det seneste døgn har været travlt for Grønlands Politi, fortæller vagtchef Carl Sværd til Sermitsiaq.
Udover en del alkoholrelaterede hændelser fortæller vagtchefen, at politiet fredag morgen efterforsker en mulig voldtægtssag i Nuuk.
Politiet modtog anmeldelse kl. 05.33, hvor en nabo kontaktede politiet, fordi hun kunne høre en kvinde råbe efter hjælp.
Politiet rykkede ud til adressen, og en mistænkt er nu anholdt, fortæller vagtchefen.
Røveri i Qaqortoq
Torsdag aften kl. 20.55 fik politiet anmeldelse om et røverilignende forhold i Qaqortoq.
Tre personer, en 19-årig og to 14-årige, opsøgte en fjerde person i en lejlighed, hvor de udøvede vold og tog nogle ting fra lejligheden.
De tre personer er blevet anholdt, og en af de 14-årige er fortsat i politiets varetægt, fordi han ifølge vagtchefen truede med at dræbe politibetjente.
- Vi er i gang med at undersøge mulighederne. Han er kendt af politiet for lignende tidligere, siger Carl Sværd om sagen.
SAR i Tasiilaq
Gennemgangen af politiets døgnrapport slutter i Østgrønland, hvor der torsdag aften blev iværksat en SAR-operation på land.
Politiet kl. 21.02 torsdag aften fik anmeldelse om, at en hundeslædefører ikke var kommet hjem og samtidig var der dårligt vejr.
Hundeslædeføreren blev heldigvis fundet i god behold ved Kuummiut af frivillige omkring kl. 22.02.