Politiaktion: Leder efter unge der affyrede skud

Politiet leder torsdag efter tre unge, som ifølge en anmeldelse har affyret skud i beruset tilstand fra en lille ø ved Nuuk.

Offentliggjort

Torsdag morgen kl. 06.54 modtog politiet anmeldelse om, at tre unge affyrede skud fra en lille ø ud for Inuk Hostel i Nuuk.

Nogle af skuddene blev muligvis affyret mod byen, fortæller vagtchef Carl Sværd om episoden, som har medført en del aktivitet fra politiets side i Nuuk torsdag morgen.

De tre unge var formentlig påvirkede af spiritus, og de var sejlet over til den lille ø i en aluminiumsjolle.

De er siden returneret til fastlandet, hvor de er flygtet til fods, og derfor leder politiet efter de tre i Nuuk.

Har smidt riffel

- Der er tale om to mænd og en kvinde. Alle vurderes mellem 18 til 19 år og klædt i sort, siger Carl Sværd.

Han siger videre, at de tre har smidt riflen fra sig under flugten. 

Torsdag formiddag er politiet til stede på øen med en hund for at finde ud af, hvor mange skud, der er affyret.

- Vi vil gerne høre fra borgere, der har oplysninger om den her sag, eller ved hvem de unge er, siger Carl Sværd. 

Politiet kan træffes på 70 14 48, hvis man har oplysninger i sagen.

Område afspærret

Derudover har der torsdag morgen også været yderligere en politiaktion i gang i centrum af Nuuk.

Politiet har i den forbindelse afspærret et mindre område nær en boligblok på Ceresvej.

Den sag kan vagtchefen dog ikke udtale sig om på nuværende tidspunkt, udover at en person er anholdt, og at politiet forventer at komme med yderligere oplysninger om sagen senere torsdag.

Et område ved blokken på Ceresvej er afspærret torsdag morgen.
Politiaktion på Ceresvej i centrum af Nuuk torsdag morgen.
Powered by Labrador CMS