Politi: Vi efterforsker drug-sag fra natklub
Politiet i Nuuk tager sagen om en drug-påvirket gymnasieelev ganske alvorligt og efterforsker sagen.
- Vi har flere muligheder for at komme videre med sagen og den efterforskes nu, udtaler sekretariatschef i Nuuk Politi, Line Mika Skov, onsdag formiddag.
I går kunne Sermitsiaq.AG oplyse, hvordan en gymnasieelev fra Nuuk var blevet forgiftet af et ukendt stof, der mod hans viden var blevet puttet i hans cola på natklub Manhattan natten mellem lørdag og søndag.
Sagen var, så vidt Sermitsiaq.AG havde fået oplyst, blevet henlagt af Nuuk Politi efter afhøringer af drengen i mandags, men det afviser sekretariatschef i Grønlands Polit, Line Mika Skov.
- Sagen er absolut ikke henlagt, oplyser Line Mika Skov til Sermitsiaq.AG.
Tager sagen meget alvorligt
- Vi tager denne sag meget alvorligt og er i gang med at efterforske den. Den unge mand skal afhøres igen, og vi er i gang med at indsamle bevismateriale, forklarer sekretariatschefen.
Hvordan kan det være at moderen havde fået det indtryk, at sagen var henlagt?
- Det har jeg svært ved at udtale mig om, men det er altid en konkret vurdering i en given sag, om det er muligt, at man kan komme videre med den. Og det vil den kommende efterforskning vise, siger Line Mika Skov.
- Vi tager hændelsen meget alvorligt og vurderer, at vi har flere muligheder for at komme dybere ned i omstændighederne omkring den. Vi kan indhente overvågningsbånd. Vi kan få lavet retsgenetiske undersøgelser. Ja, vi har flere redskaber i værktøjskassen til at komme videre, oplyser hun.
Få sager med hårde stoffer
Landshospitalet i Nuuk havde ifølge Sermitsiaq.AGs kilder umiddelbart kun mulighed for at be- eller afkræfte om der var tale om enten hash eller alkohol i den unge mands blod, så det vides p.t. ikke hvilket stof, der var tale om.
- Vi vil selvfølgelig også gerne vide hvilket stof, der var tale om. Vi er heldige her i Grønland, at vi generelt ikke støder på brugere af hårde stoffer. Det er primært misbrugere af hash, vi møder, og det er det beredskab DIH kan dække af for os. Vi har i stedet mulighed for at gøre brug af Rigspolitiets retstekniske undersøgelsessystem, oplyser Line Mika Skov.
- Vi støder ikke på denne type sager ret ofte. Men en sag af denne karakter er én for mange. Vi kan kun opfordre de unge til at passe på hinanden ude i nattelivet, lyder det fra politiet i Nuuk.
Gode råd – pas på
Politiet opfordrer de unge til at tage følgende forholdsregler, så risikoen for at få puttet drugs i sin drikkevare minimeres:
- Efterlad aldrig dine drikkevarer ude af syne
- Køb eller hent selv dine drikkevarer i baren
- Vær opmærksom på dine kammerater. Er deres opførsel underlig, så sørg for at de får hjælp