Politi, PET og Forsvaret bekræfter Nord Stream-eksplosioner

PET og Københavns Politi nedsætter en fælles efterforskningsgruppe i sag om gaslækager i Østersøen.

Gaslækage fra Nord stream 2 fotograferet af et dansk F-16-fly. (Arkivfoto).
Offentliggjort

Undersøgelser foretaget af Københavns Politi, Forsvaret og Politiets Efterretningstjeneste (PET) bekræfter, at skader på gasledningerne Nord Stream 1 og 2 er forårsaget af eksplosioner.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse tirsdag formiddag.

Her lyder det også, at PET og Københavns Politi går sammen i en fælles efterforskningsgruppe for at få klarlagt, hvad der præcis er sket i sagen om gaslækager i Østersøen.

Der er siden gaslækagerne lavet flere undersøgelser af gerningsstederne.

- Undersøgelserne har bekræftet, at der er sket omfattende skader på Nord Stream 1 og 2 i Danmarks eksklusive økonomiske zone, og at skaderne er forårsaget af kraftige eksplosioner, lyder det i den skriftlige meddelelse.

26. september i år blev der konstateret en gaslækage på Nord Stream 2. Kort efter lød det, at også Nord Stream 1 var ramt.

Forholdsvis hurtigt i undersøgelserne stod det klart for myndigheder i flere lande, at der havde været flere eksplosioner ved gasforbindelserne. Det er denne oplysning, der nu bliver bekræftet af efterforskningen.

Danmark har sammen med flere andre lande også sagt, at der var tale om sabotage. Hvem der står bag - eller mistænkes for det - har ingen lande peget ud.

Ifølge Københavns Politi er det for tidligt at sige, hvornår efterforskningen er færdig. Dog er det sikkert, at det er den fælles indsats mellem PET og politiet, der skal holde snor i undersøgelserne.

- Efterforskningsgruppen vil som hidtil arbejde tæt sammen med relevante myndigheder både i Danmark og i udlandet, herunder Forsvaret som bistår med undersøgelsen i af gerningsstederne i Østersøen, skriver politiet.

Det er ikke muligt for politiet at komme ind på, hvordan det internationale samarbejde vil se ud.

- Det er endnu for tidligt at sige noget om, under hvilke rammer det internationale samarbejde med blandt andet Sverige og Tyskland vil køre, lyder det i pressemeddelelsen.

Forklaringen er, at "det afhænger af flere aktører, herunder hvilke myndigheder der håndterer sagen i de forskellige lande."

De to gasrørledninger ligger på bunden af Østersøen. Her løber de øst om Bornholm.

Københavns Politi afviser at stille op til interview om sagen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS