Politi: Bil havner i rundkørsel
En bil er kørt op til rundkørslen i Nuuk natten til søndag. Føreren er mistænkt for spritkørsel.
Glatte veje og formentlig alkoholpromille i blodet sendte en bil op på afsatsen af en rundkørsel ved Akunnerit i Nuuk natten til søndag omkring klokken 5.00.
Det bekræfter vagtchef i Grønlands Politi, Malik Olesen til Sermitsiaq.AG.
- Føreren er mistænkt for at have ført bilen i en beruset tilstand, oplyser Malik Olesen.
Politiet har haft en travl weekend. Om det skyldes julefrokosttid, kan vagtchefen ikke sige noget om.
Berusere og husspektakler
Politiet har fået flere anmeldelser om berusere, uro og husspektakler hele weekenden. Og travlheden er ikke helt aftaget endnu.
Vagtchef Malik Olesen fortæller til Sermitsiaq.AG, at opgaverne primært handler om husspektakler, berusere og generel uro.
- Vi har fået flere anmeldelser igennem hele weekenden, som vi skulle rykke ud til, fortæller Malik Olesen til Sermitsiaq.AG.