Plusser og minusser i finansloven for 2019
En lang række områder blev justeret, før finanslovsaftalen for 2019 var i hus med støtte koalitionspartierne, Demokraterne og IA.
En stor udgiftspost på 48 millioner kroner til olie- og gasstrategi blev fjernet fra finanslovsforslaget, og det gav plads til ekstra penge på flere fronter.
Flere pædagoger
Partierne bag finansloven erkender, at der skal gøres en ekstraordinær indsats for at få flere uddannede pædagoger ind på landets daginstitutioner. Det medfører ekstra tre millioner kroner.
Flaskehalse i uddannelsesystemet skal fjernes, de tekniske uddannelser skal styrkes.
Løft til idrætten
Idrætten får i 2019 knap 3,7 millioner kroner ekstra og samlet set 24 millioner de kommende fire år. Forklaringen er, at man regner med et mindre udgiftspres på sundhedsområdet.
Sundhedsvæsenet er under et enormt udgiftspres, erkender aftaleparterne i finanslovsforliget. Der afsættes 10 millioner kroner ekstra til patientbehandling i udlandet og en udgiftsanalyse skal gennemføres før man beslutter sig for, hvilken ramme sundhedsvæsenet skal agere under fra 2020.
Vilkårene for familier på barsel skal forbedres, rådgivningstelefoner styrkes og midler til Mereqat 0-18. Sammenlagt er der afsat syv millioner kroner i 2019 på disse områder.
Økonomiske konsekvenser
Flere penge til blandt andet:
- Handicaptalsmanden fik øget sin bevilling med en million kroner og dermed blev hendes nødråb om ekstra penge hørt.
- Center for Arktisk Teknologi fik 1,3 millioner kroner
- Arbejdet til den kommende fiskerikommission fik to millioner kroner
- Bevillingen til patientbehandling i udlandet, somatisk, blev tildelt 10 millioner kroner
- Gældsrådgivningen skal styrkes med knap 3,7 millioner kroner
- Grønlands Nationalteater fik 1,5 millioner kroner
- GLV-landingspladser blev tilført 10 millioner kroner
- Boligprojekter og erstatningsbyggerier tildelt fem millioner kroner.
Færre penge til blandt andet:
- Kompetenceudviklingskurser mister 2,5 millioner kroner
- Majoriaq mister 5,8 millioner kroner
- Fiskeriudviklingspulje mister 2,5 millioner kroner
- Inuit Circumpolar Conference mister en halv million kroner