Pjækkeri bliver sms’et
Forældre til skoleelever på Nalunnguarfiup Atuarfia i Sisimiut kan i fremtiden få en sms fra skolen, hvis deres barn pjækker
Pjækkeri er ligesom andre steder på kysten et alt for velkendt problem i Sisimiut, og det er ikke altid, at forældrene ved, at deres barn er et helt andet sted end i skole.
Nu er Nalunnguarfiup Atuarfia klar til en forsøgsordning med sms-beskeder, når skoleelever pjækker.
Qeqqata Kommunia gør en stor indsats for at mindske antallet af elever, der ikke går videre med en uddannelsen, når de forlader folkeskolen. Mange elever kan ikke følge med i læseplanen på grund af omfattende pjækkeri.
- Der er faktisk mange forældre, som tror, at deres barn er på vej til skolen, når de går fra hjemmet om morgen. Der kan faktisk gå lang tid, før forældre bliver opmærksomme på, at deres slet ikke følger med i undervisningen, fortæller skoleinspektør på Nalunnguarfiup Atuarfia, Jonathan Petersen, til Sermitsiaq.AG.
Det kan betale sig
Nalunnguarfiup Atuarfia har lavet beregninger på, hvor meget det vil koste at indføre sms-ordningen.
- Jeg vil ikke oplyse beløbet, men jeg er sikker på, at det kan betale sig at indføre den ordning. Vi har allerede en teknisk mulighed for at indføre ordningen via vores skoleintranet, siger Jonathan Petersen.
Men den ordning kan først træde i kraft, hvis forældrene går med til det. Skolebestyrelsen er allerede orienteret om forberedelserne, og kommunalbestyrelsen har også drøftet forslaget under et ordinært møde den 28. februar.
- Det vil skabe større tryghed for forældre, når de kan regne med, at deres barn er i skole, siger Jonathan Petersen.