Pfizer-vaccine får anbefaling fra europæisk agentur
EU-Kommissionen ventes inden for to dage at give den endelige godkendelse af Pfizer-vaccinen.
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) anbefaler mandag betinget godkendelse af vaccine fra Pfizer og BioNTech.
Det er første skridt for at godkende vaccinen til brug i EU.
Nu går processen formelt videre til EU-Kommissionen, som inden for to dage ventes at give den endelige godkendelse af vaccinen.
Det betyder, at de første danskere kan blive vaccineret mellem jul og nytår.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har tidligere peget på den 27. december som dagen, hvor EU-landene kan gå i gang med at massevaccinere. Herunder også Danmark.
Oprindeligt skulle EMA først mødes for at godkende vaccinen den 29. december. Men Tyskland og flere andre EU-lande har presset på for at tempoet skulle skrues op.
EMA oplyser, at agenturet har arbejdet i døgndrift for at få sin vurdering af vaccinen klar så hurtig som muligt, men at man har skullet sikre sig, at vaccinen var sikker og effektiv.