Danmark
PET anmelder tidligere chef for at bryde tavshedspligt
Københavns Politi er blevet bedt om at efterforske mulige lovovertrædelser i sag om omstridt bog
Politiets Efterretningstjeneste (PET) har tirsdag anmeldt tidligere PET-chef Jakob Scharf til Københavns Politi for hans udtalelser i bogen 'Syv år for PET'.
Tavshedspligt
Det er efterretningstjenestens vurdering, at Jakob Scharf har overtrådt sin tavshedspligt.
Bogens forfatter, Morten Skjoldager, og forlaget People's Press kan have gjort sig skyldig i medvirken hertil, lyder det fra PET.
På samme måde kan Radio24syv, boghandlere samt dagbladet Politiken have brudt loven ved at offentliggøre dele af eller hele bogen.
Ytringsfrihed
Justitsminister Søren Pind (V) er blevet orienteret af PET, men har ikke mere at tilføje i sagen. Han mener ikke, at det er en indskrænkning af ytringsfriheden.
- At forfølge potentielle ulovligheder ved at gå til politiet er et gængs middel i Danmark, siger justitsministeren.
Han har tidligere sagt, at dagbladet Politiken krænkede retsstaten ved at trykke den omstridte PET-bog som særtillæg.
Interview
Bogen 'Syv år for PET' baserer sig delvist på interview med Jakob Scharf.
Oprindeligt skulle den være udgivet den 17. oktober. Men det satte et fogedforbud foreløbigt stop for torsdag 6. oktober. Siden fulgte flere yderligere kendelser mod medier og boghandlere.
Hos Politiets Efterretningstjeneste agter man at lægge sag an mod JP/Politikens Hus som en konsekvens af Politikens udgivelse af bogen.
Ifølge PET var avisens offentliggørelse af bogen et brud på et fogedforbud, som Københavns Byret nedlagde den 8. oktober.
Efterforskning
Københavns Politi oplyser, at man har modtaget en anmeldelse fra PET, og at sagen vil blive efterforsket.
Jørgen Ramskov, administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio24syv, mener, at anmeldelsen er komisk.
Ifølge ham har radioen ikke gjort andet end at passe deres journalistiske arbejde.
- Vi har lavet en almindelig journalistisk dækning af et område, som jeg indrømmer er vanskeligt og kompliceret.
- Jeg er helt klar over, at PET ikke bryder sig om en masse af de ting, der står i bogen. Det er bare ikke det samme, som at de ting ikke er væsentlige at få frem, siger han.
/ritzau/