Personaleboliger skyld i højere husleje
De kommende personaleboliger på Tuapannguit betyder mistede indtægter for boligselskabet INI. Derfor hæves huslejen nu, mener Atassut.

Boligselskabet INI sætter huslejen op for at bøde for mistede indtægter fra udlejning af vakantboliger. Derfor er Naalakkersuisut selv skyld i, at lejere hos INI kan se frem til markante stigninger i deres husleje.
Ifølge INI og det ansvarlige medlem af Naalakkersuisut, Jens B. Frederiksen, D, sker huslejestigningen, fordi der mangler penge til vedlighold.
Men den forklaring holder ikke, mener Atassut. Partiet peger på, at det vil betyde et stort tab for INI A/S, hvis Naalakkersuisut med Jens B. Frederiksen i spidsen gennemfører deres planer om at omdanne Tuapannguit-tårnene i Nuuk til personaleboliger.
– Derfor er INI A/S nødt til at hæve priserne for almindelige lejere i hele Grønland, da INI A/S har udsigt til at miste mange millioner kroner, når Naalakkersuisut gennemfører deres planer om at få deres egne personaleboliger i Tuapannguit, skriver Steen Lynge i en pressemeddelelse.
Han hævder, at INI A/S kræver op til tre gange leje for vakant-boliger i forhold til en almindelig husleje af samme størrelse.
Steen Lynge advarer om, at planen om at gøre Tuapannguit-tårnene til personaleboliger i sidste ende vil vise sig at være den dyreste løsning for samfundet.