Permafrost og klimaforandringer i børnehøjde

Tegneserie om tidens mest presserende emne og udfordring skal bruges som undervisningsmateriale til folkeskolebørn.

Offentliggjort

I løbet af december er tegneserier om permafrost og klimaforandringer sendt til samtlige folkeskoler i landet.

Asiaq

ASIAQ Greenland Survey laver forundersøgelser og forskning, baseret på ikke levende fysiske data fra miljøet i Grønland.

Vores data stammer fra; kortlægning af byer og bygder samt det åbne land, målinger af vandressourcer, klima monitoreringer, jordbundsundersøgelser og landmålinger af byggeprojekter.

Asiaq er 100 % ejet af det Grønlandske Selvstyre og har lavet forundersøgelser over hele Grønland i mere end 60 år. Kilde Asiaq

Frozen-Ground Cartoons er navnet på tegneserien, der udkom i 2017 første gang, og er blevet oversat på både dansk og grønlandsk, skriver forskningsenheden Asiaq i en pressemeddelelse.

- Vores håb er, at naturfagslærerne kan bruge dem i undervisningen, og at både elever, lærere og forældre vil kunne tilegne sig ny og spændende viden på en sjov måde ved at læse de små historier. Måske vil de oven i købet inspirere en ny generation af klimaforskere, siger Kerstin Krøier Rasmussen fra Asiaq.

Grønlandsk vinkel

For at gøre projektet mere relevant for børn der bor i Grønland, har Asiaq og Greenland Ecosystem Monitoring sørget for at tilføje fire nye sider med fokus på permafrost, klima og forskning i Grønland til det oprindelige tegneseriehæfte.

- Til dette formål har Kerstin Krøier Rasmussen og Kirsty Langley fra Asiaq i samarbejde med den canadiske tegner Noémie Ross, udviklet tre nye tegneseriekarakterer, som forklarer permafrostrelateret forskning i Grønland og enkle videnskabelige resultater på en letforståelig og sjov måde, fremgår det.

Udover at være blevet sendt rundt til landets skoler, er de nyoversatte tegneserier også at finde på landsbiblioteket og i digital form på frozengroundcartoon.com

Powered by Labrador CMS