kommunalvalg 2017
Perfekt valgvejr over hele Grønland
Sol og lidt skyer - alt efter hvor man befinder sig - er den generelle vejrmelding på dagen, hvor stemmeurnerne kalder.
Vagtgående meteorolog Marie Kimm kalder det et perfekt valgvejr. Ingen snestorm overhovedet.
- På Vestkysten er der generelt plads til solen, men helt naturligt er der også områder, hvor skyerne trænger sig på. Dog ingen nedbør, oplyser Marie Kimm til Sermitsiaq.AG.
Lidt drilleri med hård kulde og snefygning
Det eneste sted, hvor vejret driller lidt, er i Ittoqqortoormiit-området (Scoresbysund) i det nordøstlige Grønland, hvor der er en god kulde og snefygning, men ikke decideret snevejr, oplyser meteorologen.
I Tasiilaq-området er der skyet vejr med lidt snedrys, men ikke nogen nævneværdig vind, som der ellers er udsigt til i morgen.
- Det skal ikke være på grund af vejret, at man dropper kommunalvalget, siger vagtlederen på DMI i København, der ønsker Grønland et godt valg.