Per Stig og Fogh snød Folketinget
Takkede i hemmelighed USA's udenrigsminister for hjælp med at snyde Folketinget

Samtidig med, at regeringen udadtil krævede svar fra USA om fangeflyvningerne, lod udenrigsminister Per Stig Møller i hemmelighed amerikanerne forstå, at man på ingen måde ønskede at få svar på de kritiske spørgsmål der blev rejst. Det skriver ekstrabladet.dk.
Blandt de seneste lækkede dokumenter fra Wikileaks er der også telegrammer, der viser, hvordan USA's forhenværende udenrigsminister Condoleezza Rice i 2008 hjalp sin danske kollega Per Stig Møller med at dæmpe gemytterne om den politiske skandale om fangeflyvningerne. Efter at skandalen var afværget ønskede Per Stig Møller personligt at takke Rice for hjælpen under et personligt møde i København i december 2008.
DR's afsløringer
Skandalen begyndte at rulle den 30. januar 2008, da DR sendte dokumentar-udsendelsen "CIA's danske forbindelse" om fangeflyvningerne gennem dansk luftrum. Samme aften sagde udenrigsminister Per Stig Møller i TV-Avisen:
"Det er klart, at det er uacceptabelt, og det må vi tale med amerikanerne om. Hverken det grønlandske eller danske luftrum må anvendes i strid med konventionerne".
Denne udmelding er imidlertid i strid med det, som Per Stig Møller på det tidspunkt allerede havde meddelt amerikanerne på de indre linjer. For dagen efter dokumentarfilmen og Per Stigs udmelding i TV-avisen, sendte den amerikanske ambassade den 31. januar 2008 et telegram hjem til det amerikanske udenrigsministerium. Her stod der:
"Danske embedsmænd har offentligt udtalt deres bekymringer over anklagerne, men har privat indikeret over for os, at de er interesseret i at dæmpe sagen ned så hurtigt som muligt".
Også Fogh
Condoleezza Rice besøgte København den 5. december 2008. Ved et pressemøde i statsministeriet sammen med statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde Rice:
- Jeg har givet udenrigsministeren et løfte om fremtiden, og jeg har sagt, at vi har respekteret dansk suverænitet.
Derudover var det også et spil for galleriet, da Anders Fogh Rasmussen meldte ud marts 2008, at der skulle startes et internt undersøgelse efter aftale med den amerikanske præident Bush.
- Vi har sat en intern undersøgelse i gang, og for at gennemføre den behøver vi selvfølgelig en række oplysninger fra amerikanerne, og der forsikrede præsidenten mig om, at de vil bidrage med det, der er nødvendigt, for at vi kan gennemføre vores undersøgelse. Der blev givet et meget præcist tilsagn fra præsidentens side, sagde statsministeren - tre uger efter, at amerikanerne var blevet bedt om ikke at sige noget som helst om fangeflyvninger til Danmark under mødet mellem de to overhoveder.
Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller modtog mandag hele denne artikel og har følgende kommentar:
- Artiklen bringer intet nyt frem, og udenrigsministeriets embedsmænd har tidligere besvaret påstandene. Hvad mig angår, viser artiklen, at der ikke var noget dobbeltspil, og at min indsats over for USA både førte til daværende udenrigsminister Condoleeza Rice`s brev om fremtiden og hendes løfte i København om fremtiden, og at USA har respekteret dansk suverænitet, således som det fremgår af artiklens sidste sætning, skriver Per Stig Møller i en mail til ekstrabladet.dk.