Per Ørum går til Kristendemokraterne
Det tidligere konservative folketingsmedlem og Grønlandsordfører Per Ørum Jørgensen sikrer, at Kristendemokraterne kommer i Folketinget for første gang siden 2005.

Godt en måned efter hans exit fra Det Konservative Folkeparti sikrer Per Ørum Jørgensen Kristendemokraterne en plads i Folketinget. Mandag har den konservative afhopper meldt sig ind hos sit nye parti.
- Jeg har valgt med hjertet. Jeg har haft flere valgmuligheder, men KD har været det oplagte valg for mig, siger han i en pressemeddelelse.
Per Ørum Jørgensen, der tidligere var grønlandsordfører for de konservative og et engageret medlem af den grønlandsk-danske selvstyrekommission, har ført flere samtaler med ledelsen i KD, som han fremover repræsenterer som politisk ordfører og såkaldt parlamentarisk leder.
- Danmark har brug for et værdifuldt parti som Kristendemokraterne til at genrejse værdidebatten i Danmark, så det intolerante og overfladiske bliver udfordret af ægte danske værdier som næstekærlighed, ansvar og respekt for mennesker, naturen og fællesskabet, siger Per Ørum Jørgensen.
I februar tog han orlov fra Folketinget for at gå i alkoholbehandling, dagen efter at politiet havde stoppet ham for spritkørsel med en promille mellem 1,3 og 1,4. I maj forlod han Det Konservative Folkeparti - ifølge ham på grund af uenighed om sygehuse og manglende velfærdsreformer, mens hans vestjyske kredsformand John Sørensen oplyste, at han var vraget som folketingskandidat.