Pele utilfreds med Inatsisartut-indkaldelse

Naleraqs partiformand Pele Broberg undrer sig over, at partiformændene er indkaldt til møde med Formandskabet i Inatsisartut i forbindelse med en gennemgribende ændring af forretningsordenen.

Pele Broberg mener, at det er alle medlemmer og ikke kun partiformændene, der skal forholde sig til ændringer af Inatsisartuts forretningsorden.
Offentliggjort

Den 15. marts har Formandskabet i Inatsisartut inviteret partiformændene til møde, hvor man har lagt op til at reducere antallet af udvalgsmedlemmer fra 60 til 40. Desuden er det planen at sløjfe nogle udvalg og lægge ressortområderne ind under andre udvalg.

- Jeg vil gerne gøre meget klart, at det udelukkende er medlemmer af Inatsisartut der kan tage stilling til forretningsordenen, lyder det i henvendelsen til Formandskabet fra Naleraq-formanden.

- I den forbindelse har alle partierne i de senere år udtrykt modstand mod at blive indkaldt til enkeltmøder i stedet for i plenum. Derfor endte det sidste gang op med et seminar, der skulle omhandle alle medlemmernes ønsker til ændringer i forretningsorden, lyder det videre fra Pele Broberg.

Han peger derimod på og opfordrer Formandskabet til, når det gælder Naleraq, at “man kommunikerer til alle medlemmer, hvor Jens Napaattooq i øvrigt er gruppeformand for Naleraqs medlemmer af Inatsisartut”.

Siumut også utilfreds

Det er ikke kun Naleraq, der har efterlyst en ny forretningsorden. Siumuts Najaaraq Møller udtrykker i et indlæg på Siumuts hjemmeside overraskelse over, at “de regler, som politikerne selv har godkendt, skaber forhindringer for politiske målsætninger”.

Najaaraq Møller er i lighed med Pele Broberg forundret over, hvor svært det er at få optaget punkter på Inatsisartut-dagsordenen.

- Det undrer mig, at ud af de fire forslag, jeg har stillet, er det kun ét, der er blevet godkendt til forårssamlingen. Jeg stiller spørgsmål ved de begrundelser, der er givet for afvisning, og arbejdet i Inatsisartut generelt. Især er jeg interesseret i at vide, hvilke ændringer Udvalget for Forretningsorden har arbejdet med siden sidste år, og hvor disse ændringer er rettet hen, samt hvordan de er blevet behandlet, lyder det fra Siumut-politikeren, der siden 2022 har siddet som suppleant.

I indkaldelsen fra Mimi Karlsen er det alene antallet af udvalg og antallet af medlemmer i de forskellige udvalg, der lægges op til at ændre på. Ikke medlemmernes udfordring med at overholde procedurekravene til at få forslag på dagsordenen.

Spørgsmål til Formandskabet

Siumut-politikeren stiller følgende spørgsmål til Formandskabet:

  • Hvor endte arbejdet, som Inatsisartut behandlede under workshoppen på Hotel Hans Egede sidste år?
  • Blev det gennemført? 
  • Hvilke ændringer arbejdes der på?
  • - Det er på sin plads at stille spørgsmålstegn ved, hvornår Inatsisartuts sekretariat er blevet oprettet med de beføjelser, det har i dag, og hvorfor politiske diskussioner om forslag ofte mødes med forhindringer. Hvorfor arbejdes er ikke i højere grad om at nå i mål, så Inatsisartut skal engagere sig politisk i spørgsmålene? Hvorfor forpligtes der ikke på at fremme forslagene til politisk stillingstagen?, skriver Najaaraq Møller i indlægget, hvor hun advarer mod, at medlemmerne kan ende med at kaste håndklædet i ringen på grund af den modstand, man i dag møder.

Powered by Labrador CMS