Pelé langer ud efter Diego Maradona
Fodboldkoryfæer i nyt verbalt slagsmål - brasilianske Pelé er ikke begejstret over Diego Maradonas evner som træner for Argentina.

Pelé har nu meldt sig i koret af kritikere af den argentinske landstræner, Diego Maradona, der kun med nød og næppe førte holdet til VM i Sydafrika.
- Maradona accepterede kun jobbet, fordi han ikke havde et arbejde og manglede pengene. Jeg så, hvordan Argentina kvalificerede sig til VM, siger Pelé ifølge brasiliansk presse.
Brasilianske Pelé og argentinske Maradona, der af mange regnes for de to bedste spillere gennem tiden, har tit været i verbale slagsmål, og denne gang er det altså Pelés tur til at sætte en kæberasler ind.
Han har tidligere kritiseret præsidenten for det argentinske fodboldforbund for at have ansat Maradona, der er en skrøbelig type, der har haft et kokainmisbrug og ingen erfaring som træner. Og akkurat som tidligere får præsidenten igen et svirp med på vejen.
- Men det er ikke Maradonas skyld. Det er dem, der ansatte hams, skyld, siger Pelé.
Han har i øvrigt selv afvist at ville være interesseret i at blive landstræner for Brasilien, fordi han ikke har lyst til "at lide som landstræner Dunga lider". Dunga har været udskældt for at have tilført Brasilien en mere fysisk betonet og kynisk spillestil.