PCR-test: 217 testet positiv - to børn indlagt
To børn, som tidligere har været smittet med Covid-19, blev henholdsvis søndag og mandag indlagt på Dronning Ingrids Hospital som følge af formodede alvorlige senfølgesymptomer, oplyser Landslægeembedet.
Mandag er der i alt i hele landet 217 ud af 374 testede, som har fået påvist covid-19 med en PCR-test.
Det oplyser landslægeembedet på nun.gl.
- To børn, som tidligere har været smittet med Covid-19, blev henholdsvis søndag og mandag indlagt på Dronning Ingrids Hospital som følge af formodede alvorlige senfølgesymptomer efter tidligere Covid-sygdom, fremgår det.
På dagens pressemøde nævnte landslæge Henrik L. Hansen, at to børn var blevet alvorligt syge. Landslægen sagde i den forbindelse:
Børn kan blive syge
- Det er velkendt, at børn efter covid-sygdom pludselig kan få en sygelig påvirkning af deres organer. Det er en meget sjælden tilstand. Vi ville ikke have forventet at have to tilfælde i Grønland samtidig. Men det er den slags tilfældigheder, der sker, og som man må forvente, sagde Henrik L. Hansen og fortsatte:
- Det er velbeskrevet i de lande, hvor der har været corona i to år. Der er vi på den måde godt stillet med mange af de muligheder, der kommet på to år for at kende hvad covid egentlig handler om, men i særdeleshed også i forhold til at behandle aktiv covid-sygdom.
Ifølge landslægen er der sket en stor udvikling i behandlingen af covid-patienter:
- Dem, som har alvorlig covid-sygdom i Grønland lige nu, behandles ikke bare med ilt, som man gjorde i begyndelsen. De behandles helt anderledes avanceret, da der er kommet mange nye muligheder de sidste to år.
Tre indlagt
Fire patienter er siden sidste opdatering blevet udskrevet eller afisoleret uden indlæggelseskrævende følgevirkninger af covid-diagnosen.
- Der er tre nye patienter indlagt med Covid-19, hvilket betyder, at der mandag den 25. januar klokken 14.00 er i alt 12 indlagte patienter, som er aktivt smittet med Covid-19.
Heraf er syv patienter indlagt i Nuuk, to i Aasiaat, en i Qaqortoq og en i Uummannaq.