Paul Watson anser fængsling i Nuuk for politisk begrundet

Japan kræver miljøaktivist udleveret. Han er meget klar i forhold til sin situation, siger Sea Shepherd.

En demonstrant i Paris med et skilt, der kræver Paul Watson løsladt i Grønland.
Offentliggjort

Den amerikansk-canadiske miljøaktivist Paul Watson anser sin fængsling i Grønland og Japans ønske om få ham udleveret for at være politisk begrundet.

Det siger hans organisation Sea Shepherd torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han er "meget klar i forhold til situationen", siger organisationens formand, Lamya Essemlali, der besøger Watson næsten hver dag i fængslet i Nuuk.

- Han er klar over, at Japan lægger hele sin politiske vægt imod ham, at han er et politisk symbol, siger Essemlali.

Watson er grundlægger af Sea Shepherd. Han er kendt for at bruge radikale metoder for at bekæmpe hvalfangst. Han har kontant konfronteret hvalfangerskibe til søs.

Den 73-årige aktivist blev anholdt 21. juli i Nuuk, da hans skib "John Paul DeJoria" lagde til kaj for at tanke brændstof.

Skibet var på vej for at blokere et japansk hvalfartøj i Nordatlanten.

Japan udstedte i 2010 en arrestordre på ham i forbindelse med en hændelse i Antarktis, hvor Watson greb ind, mens japanske hvalfangere arbejdede. Det fik Japan til at efterlyse ham via Interpol.

- Han fortryder ikke noget, og han ved, at det, han gjorde, var det rigtige, siger Essemlali.

Retten i Nuuk vil 15. august tage stilling til, om Watsons varetægtsfængsling skal forlænges.

Grønlands Politi har oplyst, at det er det danske justitsministerium, der afgør, hvorvidt miljøaktivisten skal udvises eller ej.

Watsons advokater mener, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at overgive ham til Japan, fordi landet ifølge advokaterne ikke overholder menneskerettighederne.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS