Partii Naleraq: Hvem bliver holdt for nar?
Partii Naleraqs Jens Napaattooq stiller en række spørgsmål, der griller partiet IA for at støtte finansloven for 2019, hvor det oplyses, at fødeafdelingen i Aasiaat lukkes midlertidigt og på ubestemt tid.
Hvem er det, der bliver holdt for nar?, spørger Jens Napaattooq i en pressemeddelelse og stiller yderligere et par spørgsmål:
- Er det Naalakkersuisoq for Finanser, der har narret Inuit Ataqatigiit til at godkende og underskrive en lukning af fødeafdelingen i Aasiaat i forbindelse med Finansloven?
- Eller er det befolkningen i Aasiaat, der bliver narret af Inuit Ataqatigiit ved deres godkendelse og underskrift af finansloven, der medfører en lukning af fødeafdelingen i Aasiaat?
Flertal uden IA-underskrift
Jens Napaattooq undlader at oplyse, at IA’s underskrift på finansloven for 2019 ikke var afgørende for at få flertal for den, da Demokraterne og koalitionspartierne alene kunne mønstre et flertal.
Begrundelsen for at lukke fødeafdelingen skyldes, at Sundhedsvæsenet ikke kan skaffe det fornødne uddannede personale til at varetage opgaven.
Af finanslovsaftalen fremgår det imidlertid, at fødeafdelingen vil genåbne, ”såfremt det bliver muligt at rekruttere og fastholde relevant sundhedsfagligt personale”, hvorfor bevillingen er foreløbig, som det udtrykkes.