Partier vil investere i daginstitutioner
Partierne er svært enige om, at der skal mere fokus på børns vilkår og især daginstitutioner. Men hvordan prioriteringen skal se ud, er forskellig.
Der er stor enighed fra partierne i forhold til MIO’s udlægning af daginstitutioners kvalitet påvirker børns ve og vel. Der er generelt for lidt politisk interesse i daginstitutioners kvalitet.
- Det er rigtigt, at emner om daginstitutioner fylder meget lidt i det politiske arbejde. Ved den seneste valgperiode er der større fokus på folkeskolen. Det er der ikke noget galt i, men vi skal også huske på daginstitutionerne, siger Nivi Olsen, D.
- Inatsisartutsalen er propfyldt, når der debatteres for eksempel finanslov. Men salen bliver nærmest mennesketomt, når emner om familievilkår og daginstitutioner kommer på dagsordenen. Det er sørgeligt, siger Aqqalu Jerimiassen, A.
Mere prioritering
Efter rapporten ”Dagtilbud i Grønland” blev offentliggjort onsdag sidste uge har MIO været på banen og krævet mere prioritering og investering for at løfte kvaliteten af daginstitutioner. En prioritering på vuggestuer kan på sigt løfte landets uddannelsesniveau.
Politikerne har flere ideer til, hvordan sådan en investering kan finansieres:
- Vi vil nedprioritere arbejdet med Ilaanngaassivik og Forfatningskommissionen for at få midler til børneområdet. Vi kan også overveje det personlige fradrag igen, for så at bruge pengene på investering i pædagoger og daginstitutioner, siger Aqqalu Jerimiassen, A til Sermitsiaq.AG.
Flere pædagoger ønskes
Inuit Ataqatigiits Múte B. Egede understreger, at det er nødvendigt at tilføre flere midler til daginstitutionsområdet og pædagoguddannelsen. Blandt andet vil han sætte mål for at 50 procent af personalet i daginstitutioner i 2030 skal have en pædagogisk uddannelse. I dag ligger tallet på 22 procent. Seneste tal viser, at der mangles 134 pædagoger i daginstitutioner på landsplan.
- Det er nødvendigt at tilføre flere penge til området og til pædagoguddannelsen for at tiltrække flere pædagoger på daginstitutionerne. Vi kan finde penge ved blandt andet at sænke brug af udenlandske konsulenter og på sigt ved besparelser i den offentlige sektor, siger Múte B. Egede.
Både Atassuts formand Aqqalu Jerimiassen og IA’s formand Múte B. Egede vil arbejde for en strategi på daginstitutionsområdet der rækker langt over ti år, som skal gennemføres over flere valgperioder. Den nuværende strategi- og handleplan for fagpersonale i daginstitutioner slutter i 2022.
Efteruddannelse er vigtig
Evelyn M. Frederiksen (S) fra Qeqqata Kommunia er enig i MIO om, at der skal langt mere fokus på uddannelse og efteruddannelse. Hun efterlyser en strategi, der kan tilgodese muligheder i efteruddannelse af personale i kampen mod manglende uddannet personale og nævner, at Qeqqata Kommunia har gode erfaringer med at efteruddanne personale i daginstitutioner.
- En eventuel mere langsigtet strategi bør udarbejdes i tæt samarbejde med kommuner, da det er kommunerne, der skal implementere loven om dagtilbud. Man bør derudover se på, hvor det er lykkedes at fastholde personale, så vi har en best practice at gå efter, siger hun.
Hun understreger, at en prioritering af daginstitutioner bør ske på tværs af lands- og kommunalpolitik.
Flere kan uddannes
Demokraatits Nivi Olsen vurderer, at finansering af løft til daginstitutioners kvalitet kan findes i Majoriaqs bevilling. Hun ser gode muligheder i at nedbringe bevillingen til Majoriaq, selvom hun understreger, at nedsættelsen kan gøre ondt de første par år.
- Majoriaq får omkring 100 millioner kroner årligt. Vi kan flytte pengene derfra over til daginstitutionsområdet. Det er en investering, der på sigt vil betyde, at færre unge får behov for forløb i Majoriaq. Det er ren win-win- situation, siger Nivi Olsen og hentyder til, at større fokus på pædagogik, udvikling og læring i daginstitutionerne vil betyde bedre rustede børn og unge i uddannelse.
Tal fra 2018 viser, at omkring 16.000 personer mellem 25 og 64 år har folkeskolen som eneste uddannelse. Økonomisk Råds rapport fra 2016 viser også, at situationen stort set ikke er blevet bedre siden 2002.