Paninnguaq skal passe på verdensarven

- Jeg lurepassede lidt på jobbet, men da stillingen blev genopslået, slog jeg til. Det har jeg ikke fortrudt, og jeg glæder mig helt vildt til at flytte til Kangerlussuaq, fortæller den 38-årige Panannguaq Fleischer-Lyberth, der 1. februar begyndte i jobbet som Unesco site manager i Qeqqata Kommunia.

Som site manager bliver det hendes opgave både at bevare og udvikle det over 4.000 km2 store verdensarvsområde mellem Aasivissuit og Nipisat. Området blev sidste år optaget på Unescos verdensarvliste på linie med blandt andet den kinesiske mur, de egyptiske pyramider og også den nu brandramte Notre Dame-katedral i Paris.

Lokalt ejerskab

- Først og fremmest skal vi sikre det lokale ejerskab til projektet. Det er en helt enestående anerkendelse, vi har fået. Det skal vi være stolte af – og det skal vi skabe forståelse for. Derfor skal vi have opbakning fra borgerne i Qeqqata Kommunia – og især borgerne i Sarfannguit, der er den eneste beboede bygd i verdensarv-området.

- Vi har planer om en Unesco-festival, hvor borgerne kan fortælle deres historier fra området. Vi vil genskabe den gamle fortælle-tradition, hvor man sad i teltet efter dagens jagt og fortalte historier.

Flere turister

- Vi satser også på flere turister og vil bruge det aktivt i den internationale markedsføring af Qeqqata kommunia som turistmål. Derfor skal vi gøre det tilgængeligt, men også sikre, at turisterne ikke slider på verdensarven. Der skal laves stier og måske afspærringer, så gæsterne ikke går på ruinerne, men der skal også laves informationstavler, hjemmeside og mange andre ting, så turisterne kan lære af vores historie.

Arbejdet med at udvikle verdensarven foregår i et tæt samarbejde med blandt andet Destination Arctic Circle, turismeaktørerne og museet i Sisimiut, men det bliver også Paninnguaq Fleischer-Lyberths opgave at samarbejde med Unesco, der er FN’s underorganisation for kultur og uddannelse.

- Jeg skal lave årlige rapporter til Unesco, hvor vi gør rede for områdets tilstand. Det betyder blandt andet, at vi skal have et meget vågent øje for at sikre, at de mange turister ikke nedslider området, men også overvåge dyrelivet.

Kangerlussuaq bliver hovedkvarter

De indledende øvelser siden ansættelsen 1. februar er foregået med rådhuset i Sisimiut som base, men 1. maj rykker Paninnguaq Fleischer-Lyberth teltpælene til Kangerlussuaq sammen med manden Jakob og børnene Arsugak’ og Nanu.

Kangerlussuaq bliver hovedkvarteret for de fremtidige verdensarvaktiviteter. Her skal Paninnguaq Fleischer-Lyberth samarbejde med den 20-årige Fransisca Davidsen Olsen, der med en baggrund som arktisk tourguide og som erfaren hundeslædefører netop er ansat som park ranger ved verdensarvprojektet.

- Fransisca er opvokset i Kangerlussuaq og kender området som sin egen bukselomme, så hun kan både lære mig og de kommende turister en masse. Vi deler arbejdet, så det bliver Fransisca, man møder i felten med hundeslæde eller ATV, mens jeg klarer de administrative opgaver, siger den nybagte site manager.

Journalistik kan føre til alt

Den journalistuddannede Paninnguaq Fleischer-Lyberth kom fra et job som informationsmedarbejder ved handicaptalsmanden Tilioq, og umiddelbart kan springet fra handicappolitik til forvaltning af et verdensarvsområde synes stort:

- Springet er nu ikke så voldsomt. Jeg har tidligere været ansat som bæredygtighedskonsulent i Qeqqata Kommunia. Her var jeg med til at skrive ansøgningen til Unesco. Og så har jeg i mellemtiden suppleret min journalistuddannelse med den treårige uddannelse som adminstrationsøkonom ved Niuernermik Ilinniarfik, så jeg føler mig godt rustet til jobbet, siger site manageren, der er et godt eksempel på det gamle ord om, at journalistik kan føre til alt – bare man stopper i tide...

Unesco-verdensarven Asivissuit-Nipisat

Aasivissuit - Nipisat blev optaget på Unescos verdensarvsliste 30. juni 2018. Området, der strækker sig over 235 km i en 20 km bred korridor mellem Kangerlussaq og vestkysten nord for Sisimiut byder både på spektakulær natur og mange spændende kulturminder. Området har et rigt dyreliv og har været spisekammeret for den vestgrønlandske befolkning gennem 4.500 år.

Optagelsen på Unescos verdensarvsliste er ikke en fredning, men en forvaltningsplan, der både sikrer fortidens unikke områder, men samtidig giver mulighed for fortsat brug af området til fangst. Det bliver dog næppe tilladt at bruge området til råstofudvindelse, idet jagtområderne dermed formodes at blive skændet, skriver Qeqqata Kommunia på sin hjemmeside.

Se mere om verdensarvsområdet