Palle Jerimiassen: Udvikling i kommunen bliver valgtema

Palle Jerimiassen genopstiller til kommunalvalget, og han vurderer at udviklingen i hele kommunen vil blive tema nummer et under valgkampen.

Offentliggjort

Det er første gang, at borgere i Avannaata Kommunia skal stemme til kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia til april, efter to kommuners skilsmisse.

Ved sidste valg blev en overgangsbestyrelse valgt ind med Palle Jerimiassen som overgangsformand og senere borgmester i kommunen, efter Qaasuitsup Kommunia blev skilt mellem Nord og Diskobugten.

- Jeg tror, at udviklingen af hele kommunen vil blive et stort tema under valgkampen. Nu har vi arbejdet med stilladset i kommunen, nu kan vi fokusere på udviklingen af byer og bygder. Men også boligmangel og familiernes vilkår vil sikkert debatteret, siger Palle Jerimiassen (S).

- Hvis du skal vælge et emne, hvilket emne er så din mærkesag nummer et?

- Kun en mærkesag? Så er det helt sikkert fokus på boligmanglen i hele kommunen, så vi kan skabe gode hjem til borgerne, siger Palle Jerimiassen.

Festdag uden lige

Palle Jerimiassen oplyser, at han er klar til at tage lederrollen igen, hvis vælgerne har tilliden.

Kommunalvalget har dog mindst to store udfordringer, der lurer lige op til valget. Der er risiko for coronasmitte, da der fortsat er myndighedsrejser fra Danmark, og valg til Inatsisartut, der falder samme dag kan overskygge kommunalvalget.

- I forhold til restriktioner, så står vi klar med at promovere vores kommende partiprogram via sociale medier. Der er ingen grænser for antal deltagere via sociale medier, så den vej vil vi bruge mest som kommunikationsform, siger han og fortsætter:

- Og jeg vil helst fokusere på, at 6. april bliver en demokratisk festdag. Alle valgkredse på alle niveauer hænger sammen. Inatsisartutbeslutninger påvirker kommunerne, hvor også kommunale beslutninger påvirker bygderne, der også har deres egne bygdebestyrelser. Jeg mener, at der skal være plads til at fejre den demokratiske festdag, siger Palle Jerimiassen til Sermitsiaq.AG.

Administration på plads

Han understreger, at han ikke betvivler at dagen bliver en travl dag. Avannaata Kommunia forbereder til flere valg på en dag ved at oprette valgafdelinger for hvert valg. Administrationerne skal forberede hvert deres valg, så valgdagen kan køre problemfrit.

- Udfordringen vil være at holde valgene adskilt. Derfor forbereder vi os allerede nu så al koordinationen kan foregå gnidningsfrit op til og på dagen, forklarer Palle Jerimiassen.

Powered by Labrador CMS