Palle C.: Jeg er blevet misforstået
Demokraternes genvalgte medlem af Inatsisartut Palle Christiansen understreger, at han har ytret sig personligt på Facebook og ikke på vegne af sit parti
Palle Christiansens kommentar på facebook har skabt voldsom debat, hvor mange mener at han er gået over stregen. Palle Christiansen mener dog i et interview med Sermitsiaq.AG, at han er blevet misforstået.
Palle Christiansen lægger ikke skjul på, at han er meget uenig med Parti Inuits holdning i sprogdebatten. Men han mener ikke, at Partii Inuit er et sygdomstegn. Den udtalelse skal tages i en anden sammenhæng, mener han.
- Det, jeg mener med min udtalelse, er, at den tendens med stor tilslutning til en holdning, som Partii Inuit har, er et sygdomstegn i samfundet, siger Palle Christiansen til Sermitsiaq.AG.
Læs "Palle C.: Partii Inuit er et sygdomstegn"
Apartheid
Partii Inuit er blandt andet gået til valg på, at der ikke må tales dansk fra talerstolen i Inatsisartut.
- Det er forkert at have en apartheid-politik. De siger godt nok, at de vil beskytte de grønlandsk talende. Men de udelukker også en gruppe borgere i Grønland, og det er jeg uenig i, siger Palle Christiansen.
Og hans udtalelse om sygdomstegn er blandt andet rettet mod den tolkning, der er blevet skrevet her på Sermitsiaq.AG, hvor Partii Inuit blev betegnet som et nationalsocialistisk parti.
- Og vi ved, hvad der skete med nationalsocialisme i Tyskland. Det er derfor en farlig udvikling, hvis samfundet skal udvikles den vej, siger Palle Christiansen.
- Jeg vil også gerne understrege, at jeg udtaler mig som enkeltperson. Jeg sidder ikke partitoppen hos Demokraterne. Det er derfor ikke partiets holdning, jeg lufter her, siger Palle Christiansen.