Pædofil idømt to år

64-årig HIV-smittet mand bedøvede piger med lightergas, hvorefter han befamlede dem. Manden fik to år i anstalten af Nuuk Kredsret.

Modelfoto: Leiff Josefsen.
Offentliggjort

Den 64-årige Hans Sommer var tiltalt for hele ti forhold, da han sad på anklagebænken fredag, skriver avisen AG. Manden var tiltalt for to voldstilfælde mod kvinder samt befamling, blufærdighedskrænkelse og tilsnigelse af samleje med mindreårige piger mellem 11 og 15 år.

Fra januar 2006 blev det kendt for politiet, at manden havde antastet en 13-årig pige i Nuuk. Frem til oktober sidste år lokkede den 64-årige ifølge AG børn til at sniffe lightergas eller drikke vodka hjemme hos sig selv, hvorefter han forsøgte at kysse dem eller trække bukserne af dem. I alt har politiet afhørt 15 piger i sagen og en række af pigerne vidnede mod manden i sagen og fortalte, hvordan han spærrede døren for dem med et stykke træ.

Den tiltalte forklarede, at han blot ville hjælpe pigerne med et sted at sove.

– Jeg ville blot hjælpe dem i seng og ville bare ligge i samme seng, sagde han.

Nuuk Kredsret idømte ham to års anbringelse i anstalt og den 64-årige modtog dommen i fredags.

Den dømte har fra 1974 og frem til 2002 modtaget en lang række domme for blandt andet, drabsforsøg, voldtægt og ikke mindst kønssædlighedsforbrydelser.

Powered by Labrador CMS