Paamiut Asasara viser vej for nedbrudte samfund
Forsknings- og interventionsprojektet Paamiut Asasara er en succes. Flere kommuner i Grønland viser interesse for projektet
Forsknings- og interventionsprojektet Paamiut Asasara viser, hvordan et grønlandsk samfund, der er sunket ned i arbejdsløshed, misbrug, omsorgssvigt af børn og vold, kan rejse sig igen.
Trivsel og fælles engagement er nu en lokal ressource, der bærer udviklingen fremad i Paamiut, skriver Aarhus Universitet.
Peter Berliner, professor ved Aarhus Universitet, har ledet følgeforskningen af projektet. Han peger blandt andet på, at kriminaliteten er faldet med 45 procent i Paamiut, der for få år siden var et af de mest udsatte områder i Grønland.
- Den sociale trivsel er øget betydeligt. Det ser vi, i og med der er sket et markant fald i kriminalitet og husspektakler. Arbejdsløshedstallene er faldende, og samtidig ser vi en stor stigning i andelen af unge, der tager en uddannelse, siger Peter Berliner.
Læs også "Markant kriminalitets fald i Paamiut"
Andre kommuner erinteresserede
Flere kommuner i Grønland viser interesse for Paamiut Asasara-projektet. Erfaringerne kan ifølge Peter Berliner også overføres til lokalsamfund andre steder i verden, der har oplevet lignende sammenbrud.
Projektet tager nemlig direkte fat om en række globale problemer, blandt andet unges mistrivsel og vold mod kvinder.
- Vi ved, at 20 procent af verdens unge mistrives – og det kalder på globale handlingsstrategier. Også vold mod kvinder er et globalt problem, der kalder på løsningsmodeller her og nu, idet vold virker ødelæggende både for de enkelte kvinder, men også på samfundsstabiliteten - økonomisk, politisk og globalt, forklarer Peter Berliner.
Artiklen er bragt i samarbejde med videnskab.dk.