På mærkerne efter tøven om havneudvidelse

Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup, kæmper for, at Naalakkersuisut ikke laver om på planerne for udvidelsen af havnen i Nuuk

Den nuværende havn i Nuuk. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Det huer ikke borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup, IA, at Naalakkersuisut tøver med en klar udmelding om, hvorvidt landsstyret vil beholde planen for den havneudvidelse i Nuuk, som det tidligere Naalakkersuisut vedtog i november 2012:

- I Kommuneqarfik Sermersooq ser vi med stor alvor på Naalakkersuisuts signal om en mulig nedprioritering og udskydelse af havneudvidelsen i Nuuk.

- Havnen i Nuuk er helt afgørende for at sikre en fortsat vækst og udvikling af vores erhvervsliv. Den udvikling må ikke gå i stå. Dertil har vi alvorlige kapacitetsproblemer, og havnen er helt central for leverancer til borgere i hele landet, siger Asii Chemnitz Narup, som på det kraftigste opfordrer Naalakkersuisut til at fastholde realiseringen af havneudvidelsen i 2016.

I forbindelse med et anlægs- og byggeseminar tirsdag i næste uge får vi ifølge KNR svar på, hvilke prioriteringer Naalakkersuisut har på bygge- og anlægsområdet de kommende år.

Læs "Nu får Nuuk sin nye havn"

Læs "RAL jubler over havneudvidelse"

Ved offentliggørelsen af det tidligere Naalakkersuisuts principbeslutning om havneudvidelsen i november 2012 fortalte daværende medlem af Naalakkersuisut for infrastruktur, Jens B. Frederiksen, Demokraterne, at den nye havn skulle placeres på Qeqertat (Admiralitetsøerne), hvor der er mulighed for yderligere udvidelser, hvis der kommer store stigninger i godsmængderne. Og at der var planlagt et havneareal på i alt 40.000 kvadratmeter.

Powered by Labrador CMS