Hurra

Ozonlagets dag markerer international succes

FN fejrer hvert år den 16. september ’Ozonlagets dag’ for at ære dagen i 1987, hvor Montreal-protokollen til beskyttelse af det stratosfæriske ozonlag blev underskrevet

Ozonlaget beskytter os mod solens skadelige UV-stråler. 16. september fejrer FN at det er 26 år siden, man fik aftalen om beskyttelse af ozonlaget underskrevet.
Offentliggjort

I år er det 26 år siden, man fik konfirmeret en af de mest succesfulde internationale aftaler.

Det er aftalen om at beskytte ozonlaget.

Ozonhullets udbredelse over Antarktis ventes aktuelt at nå årets maksimale udbredelse i den kommende weekend.

FNs protokol har til formål at beskytte det stratosfæriske ozonlag. Det skærmer alt levende mod solens UV-stråling, der blandt andet forårsager hudkræft og belaster øjne og immunsystem.

Montreal-protokollen virker gennem regulering af ozonnedbrydende stoffer, og det har den gjort med stor succes. Udledningerne af de fleste ozonnedbrydende gasser er begyndt at aftage gennem de seneste 16 år.

Historien
I begyndelsen af 1970’erne blev man opmærksomme på, at ozonlaget bliver påvirket af industrielle aktiviteter. Opmærksomheden blev dog først rigtig stor, da det første ozonhul i starten af 80'erne blev opdaget over Antarktis. Ozonlaget forhindrer størstedelen af solens skadelige UV-stråling i at nå ned til jorden og et udtyndet ozonlag vil derfor have store konsekvenser for livet på jorden.

- De ozonnedbrydende stoffer er typisk fire år om at trænge op i stratosfæren, hvor ozonnedbrydningen finder sted, men nogle af gasserne lever imidlertid over 100 år i atmosfæren, og derfor forventes nedbrydningen af ozon først at være tilbage på 1980-niveau i år 2040-2050, siger atmosfæreforsker Helge Jønch-Sørensen ved DMIs Forsknings- og udviklingsafdeling.

Af samme grund fortsætter den globale overvågningen af ozonlaget blandt andet med DMIs jordbaserede målinger i København og tre steder i Grønland.

Powered by Labrador CMS