Ozonlaget var næsten væk

Selvom de ozonødelæggende CFC-gasser er blevet udfaset gennem mange år, er nedbrydningen af ozonlaget over Arktis så voldsom som nogensinde. Det viser analyser af det nordlige ozonhul, som netop er offentliggjort i tidsskriftet Nature.

- Tabet i 2001 var dobbelt så stort som i de to tidligere vintre med rekord-nedbrydning, 1996 og 2005, siger Nathaniel Livesey, atmosfæreforsker ved Jet Propulsion Lab i Californien og en af den nye undersøgelses forfattere.

Det internationale samfund besluttede tilbage i 1987, at udfase de industrikemikalier med blandt andet klor, som havde vist sig at nedbryde ozonlaget. Det var ellers ventet, at ozonlaget gradvist ville hele sig selv og nu være på vej tilbage til normal tilstand. Det skriver internetavisen Information.

Forskernes forklaring på, at der i dette forår alligevel optrådte den voldsomme ozonnedbrydning mod nord, er, at der fra december til april var usædvanligt koldt i stratosfæren, det øvre lag af atmosfæren, hvor ozonen findes. Når der er iskrystaller i luften her, kan de ozonødelæggende stoffer udøve deres skadelige virkning på ozonlaget.

Forskernes bedste bud i øjeblikket på, hvorfor der er blevet så koldt i stratosfæren, er de menneskeskabte klimaændringer: Når CO2 og andre drivhusgasser lægger sig som et lag i atmosfæren, der fastholder varmen nær jorden, så hindrer de samtidig den normale opvarmning af den højtliggende stratosfære, som altså bliver unormalt kold og gør ozonlaget sårbart. Holder den forklaring, er det således to menneskeskabte miljøproblemer i atmosfæren, der spiller sammen og forværrer situationen.

Jo svagere ozonlaget er, desto mere sundhedsskadelig UV-stråling slipper der igennem atmosfæren. UV-stråling øger blandt andet risikoen for hudkræft.