Overvældende mange socialrådgivere oplever stress: Nødt til at finde en løsning

Socialrådgivere, der ellers brænder for deres arbejde, har en stor arbejdsbyrde og oplever ofte stress, viser en ny undersøgelse. Formanden Atorfillit Kattuffiat mener, at arbejdsgiverne skal være bedre til at lytte til medarbejdernes behov.

- Det undrer mig ikke, at 70 procent af deltagerne af undersøgelsen har oplevet stress inden for de sidste to uger, siger Dina Olsen, formand for Atorfillit Kattuffiat.
Offentliggjort

Det er kedelige tal, som er forbundet med socialrådgiveres vilkår.

En ny undersøgelse i Atorfillit Kattuffiat blandt 42 medlemmer, der arbejder inden for socialforvalningen, viser desværre, at det psykiske arbejdsmiljø halter. Og tallene er ganske foruroligende.

Om undersøgelsen

AK har i sommeren 2022 gennemført en undersøgelse blandt medlemmer, der arbejder som socialrådgivere, rådgivere i socialt arbejde samt sagsbehandlere i socialforvaltning i kommuner. Spørgeskemaet, der blev brugt, er udarbejdet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø efter anbefaling af socialrådgiverforeningen i Danmark. Undersøgelsen er sendt til 80 medlemmer af AK hvoraf 49 har besvaret den.

70 procent har svaret, at de inden for to uger har oplevet stress, hvilket ifølge Atorfillit Kattuffiat er meget høje tal for stressbelastningen.

Tallene stemmer overens med en stressundersøgelse, som Atorfillit Kattuffiat har foretaget tilbage i 2020, hvor cirka en tredjedel af medlemmerne oplevede stress gennem en længere periode.

Trusler og chikane

Her har 80 procent angivet arbejdet, som kilden til stress. Det er selvom, at langt de fleste socialrådgivere finder arbejdet interessant og meningsfuldt, ligesom størstedelen af faggruppen motiveres af deres arbejde, som giver dem selvtillid og arbejdsglæde.

Til gengæld mener op mod 70 procent, at de er alt for få til at løse opgaverne. Langt de fleste socialrådgivere oplever, at de skal arbejde hurtigt, hvilket kan påvirke deres opgaveløsning negativt.

Mere end halvdelen når - ifølge undersøgelsen - de opgaver, de skal, men de belastes af uventede opgaver, som skaber et stort tidspres for dem - og derfor kommer mange bagud med deres opgaveløsning.

Det er også værd at hæfte sig ved, at cirka hver femte socialrådgiver har oplevet chikane på jobbet, som ifølge undersøgelsen kommer to steder fra: De sociale medier og ved, at socialrådgivere bliver opsøgt og chikaneret på deres arbejdsplads.

- Det er bekymrende

Over en tredjedel oplever med jævne mellemrum trusler. Langt de fleste trusler kommer fra klienterne. Ikke desto mindre har 33 procent af gruppen oplevet, at truslerne er kommet fra deres ledere, mens cirka ti procent har oplevet trusler fra kolleger.

Undersøgelsen fastslår, at over haldelen af socialrådgiverne føler, at konflikterne på arbejdspladsen ikke bliver løst hensigtsmæssigt, mens mere end halvdelen ikke bliver informeret og/eller inddraget, når deres arbejdsopgaver bliver ændret.

70 procent siger ifølge undersøgelsen, at arbejdet tager det meste af deres energi, og at de derfor har mindre energi til andre ting i deres liv. Cirka halvdelen mener, at jobbet tager så meget af deres tid, at det går ud over deres privatliv.

- Det er bekymrende, at så mange ikke har energi til at lave andre ting i deres privatliv, da arbejdet tager alle kræfter, siger formanden for Atorfillit Kattuffiat, Dina Olsen.

Nødt til at finde en løsning

Hun mener, at det kan være et udtryk for, at mange bliver udsat for sekundært trauma og/eller bære på andre menneskers svære livssituationer.

- Det at hjælpe mennesker i sorg og krise er i sig selv enormt krævende. Og hvis disse medarbejdere skal kæmpe med chikane, trusler, dårlig kommunikation, underbemanding osv. ved siden af deres daglige opgaver, så forstår jeg godt, at mange bliver syge med stress, siger formanden.

Dina Olsen mener, at arbejdsgiverne skal være bedre til at lytte til medarbejdernes behov.

- Vi, os (Atorfillit Kattuffiat, red.) og arbejdsgiverne, er nødt til at finde en løsning for socialrådgivernes vilkår, så vi kan sikre, at de har et sundt arbejdsliv, der giver plads til god livskvalitet uden for arbejdstiden.

Powered by Labrador CMS